Skriv en kommentar
En komedie defineres i filmsproget som ”humor inden for troværdighedens rammer”. Mangler humoren, kan man vel ikke længere tale om en komedie men snarere regulært tidsspilde. En sådan film er The Wash Joint.
Sean ( Dr. Dre ) og Dee Loc ( Snoop Dogg ) deler en lejlighed, hvor aftenerne går med høj musik, joints og fester. Sean er en doven hund, arbejde gider han ikke - endsige lave dagens gode gerning. Men da viceværten sætter foden for døren og afkræver husleje inden 3 dage, har han intet valg. Dee Loc arbejder i en bilvaskehal og foreslår, at Sean søger det nyopslåede job som daglig leder.
Ikke overraskende får Sean jobbet og bliver Dee Locs overordnede. Da Dee Loc ikke tager sit job så alvorligt, som chefen Mr. Washington ( George Wallace ) kunne ønske, bliver en af Seans første opgaver at få ham på ret køl. Det er en opgave, der skaber stor splid mellem de to og sætter deres venskab på en alvorlig prøve.
Mens Sean tager jobbet mere og mere alvorligt og gør en dyd ud af at få ”virksomheden” til at blomstre, bakker Dee Loc nærmest baglæns ud og gør det modsatte. Han begynder åbenlyst at ryge joints og dyrke sex på arbejdspladsen.
Stemningen bliver ret anspændt, indtil Mr. Washington en dag bortføres fra bilvaskehallen. Et par dilletantiske bortførere prøver at malke ham for penge ved at kræve en løsesum. Sean og Dee Loc ser situationens alvor komme snigende. Bliver Mr. Washington ikke befriet, får de ikke løn til den første. Får de ikke løn til den første, ryger de ud af lejligheden. Mere af nød end af lyst sætter de sig for at befri ham. Mr. Washington har andre fjender, som kan nå at komme på tværs. For eksempel Chris ( Eminem ), som han netop har fyret. Hvem kommer først?
The Wash Joint er et gabende kedsommeligt og fuldstændigt intetsigende forsøg på en komedie. Det lykkedes ikke denne anmelder at trække på smilebåndet, én eneste gang, under overværelsen af noget, der praler af, at besidde humor.
Dialogerne er ikke engang platte. De er blot uinteressante. Historien er tam og ligegyldig. Som trækplaster lever The Wash Joint højt på afklædte damer og frække ord. Men der går ærligt talt ikke længe, før man bliver umanerligt træt af at høre ord som ”nigger” og ”fuck” og se på afklædte kvinder, der står og vrider sig i musikvideo-lignende sekvenser. Helt ærligt. Er det ikke set så mange gange før, at kvoten efterhånden er ved at være opbrugt? Og hvis man ikke føler, at kvoten er opbrugt, kan man vel bare zappe hen på MTV eller se Ricky Lake Show.
En anden ting der får alarmklokkerne til at bimle, er denne selvsmagende selvmedlidenhed, som åbenbart omkranser Dr. Dre og Snoop Dogg. De spiller i den grad på det patetiske verdensbillede af, ”hvor hårdt det er at være sort i en hvid mands Verden”. Det er et budskab, der længe har været en vandrende kliché.
Det visuelle er noget nær et mareridt. Klipningen er så håbløs dårlig, at de fleste tv-serier kan præsentere et bedre håndværk og gør det. Noget der er så useriøst og forhastet gennemarbejdet er meget svært at tage alvorligt.
Hvis der er noget, denne film kan leve op til, er det beviset om, at er man en berømthed på den eller den anden måde, kan man få lov til at lave stort set hvad som helst. Der kunne man godt savne lidt mere selvkritik i filmbranchen i Hollywood, i stedet for at slå ud med arme og ben, bare man kan klaske et trækplaster øverst på filmplakaten. Hver gang en film som denne når biograflærredet, er det på bekostning af en ung, håbefuld opkomling – måske med en langt bedre ide – men uden berømmelse og dermed uinteressant set med hollywoodske øjne.
DVD-materialet på The Wash Joint virker heller ikke særligt gennemarbejdet. Først og fremmest er det til stor irritation, at man af uransalige årsager ikke tekster ekstra-materialet. Hvis ikke man er flersproget, er det lidt svært at følge med, når der tales fransk. Det er tilfældet i en trailer for den franske Yamakasi, der bl. a. er at finde sammen med et par andre trailers. Stjerneskuespillerne i filmen præsenteres med et såkaldt ”cast”. En slags biografi over hvad de ellers har lavet af film og musik. Et lille plus i karakterbogen.
Et plus er der til gengæld ikke til den samling interviews, man har klippet sammen, som en slags bonus. Det er noget af det værste stykke journalistiske arbejde, der længe er set. For det første er de ultrakorte interviews ikke tekstede. Det gør det lidt svært, når det primære talesprog er amerikansk slang. Spørgsmålene fra journalisten er mærkværdige og ligegyldige. Kameramanden må være påvirket. For kameraet hopper op og ned – frem og tilbage. Og gentagne gange kommer mikrofonen og journalistens hånd i vejen for billedet. Lidt mere professionalisme tak!
Af samme grund kan det ikke blive til mere end én stjerne for ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
