Skriv en kommentar
Gary King (Simon Pegg) var kongen i gymnasiet. For ham var livets højdepunkt, da han og vennerne forsøgte at gennemføre den gyldne mil, en pubcrawl der går gennem 12 pubs med en øl drukket hver sted. Som nok kan forventes, lykkedes det ikke helt for dem, men aftenen var legendarisk. I det mindste for Gary. Nu er det så omkring 20 år senere og Gary har samlet drengene til at give den gyldne mil endnu et forsøg. Men selv om Gary stadig er kongen, er alle de andre vokset op. De har fået rigtige jobs og er nok i virkeligheden blevet for gamle til den slags fjolleri. Da de endeligt kommer til denne beslutning, efter de første par pubs, har det i mellemtiden vist sig, at ikke alt er, som det plejer at være i den lille by.
Tilsyneladende er en stor del af byens befolkning blevet erstattet af robotter. Herefter går turen gennem byen, både med at drikke øl, men også med at holde deres viden skjult fra robotterne.
The World’s End er ligesom Edgar Wrights andre to film i cornetto-trilogien en genreparodi. Shaun of the Dead (2004) var zombiegenren, og Hot Fuzz (2007) var actionfilm. Denne gang er vi så nået til verdens undergang. Filmen har en overraskende tålmodig opbygning inden den når til dommedagselementerne, men når først den når dertil, er man da heller ikke i tvivl om parodi elementet længere. TIl gengæld bruger Wright den tålmodige opbygning til at give os noget indsigt i personerne, der befolker hans film, inden han sender robotter efter dem.
Som med alle Wrights film er dialogen skarp og underholdende og det meste af plottet bliver fremlagt gennem mere eller mindre hektiske montager, der forklarer ting. Dette betyder, at alt dialogen bliver brugt på personerne i filmen og deres forhold til hinanden. Denne dialog bringer også filmens temaer tydeligt på banen. Det med at hige efter fortidens storhed eller aldrig at komme videre med sit liv. Et tema der naturligvis også afspejles i robotternes agenda.
I forhold til de to foregående film er det interessant, hvordan Nick Frost og Simon Peggs roller nærmest er omvendt i denne; med Nick Frost som den modne, ansvarlige og Simon Pegg som det barnlige rodehoved. Desværre er det stadig tydeligt Simon Pegg, der er hovedrollen, og hans rolle er svær at holde med.
Visuelt er det tydeligt at Edgar Wright har lært nogle ting om at filme action, da han lavede Scott Pilgrim vs. the World (2010) og selv om det ser godt ud, er det svært ikke at føle, at det ikke passer så godt ind i filmen.
Jeg ville ønske, jeg havde mere at sige om The World’s End, men kan ikke sætte min finger på hvorfor. Man var underholdt af personerne og dialogen, den så meget flot ud og var tilfreds med den retning plottet, blev drevet i. Man kan endda nok bruge adskillige timer på, at komme i tanke om hvad forskellige elementer refererede til indenfor genren. Men føler ikke, at jeg blev overrasket eller forundret nok. Det er en kompetent film, men ikke en genial film.
