Skriv en kommentar
François Ozon er en af Frankrigs mest vovede nulevende instruktører. Han er kendt for bl.a. 8 femmes, 5 x 2 og Swimmingpool. Drivkraften i hans film er seksualiteten, Le Temps qui Reste er ingen undtagelse.
Romain (Melvil Poupaud) er homoseksuel, 30 år. cool og modefotograf. Det hele kører for ham indtil han rammes af kræft og kun har kort tid tilbage at leve i. Han vælger at konfrontere døden alene, og trækker sig brutalt fra jetsettet, kæreste og familie.
Romain tvivler på at han gør det rette og vakler. Desværre vakler Romain ikke nok i filmen. Konflikterne i Le Temps qui Reste bliver løst for nemt og virker derfor lidt konstrueret og umotiverede på afgørende øjeblikke.
De scener der fungerer bedst i filmen er de to meget eksplicitte sexscener. Det er som om at der her er et særligt nærvær. Ozon mener at seksualiteten er en måde at lære sig selv at kende på. Han foretrækker derfor at lave en smuk sexscene fremfor en scene på en åndsforladt cafe. Den brutale sexscene mellem Romain og hans kæreste er brutal og smuk og på en og samme tid.
Man kunne fristes til at tænke at det er set før. Oven i købet er temaet skildret fantastisk gennem både Mit indre hav (Alexandro Amenábar)og My Life without me (Isabel Coixet). Men der er stort set ikke den historie som filmmediet ikke har beskæftiget sig med, det nye må og skal derfor skabes igennem skildringen af temaet.
Le Temps qui Reste har alligevel lidt mere at byde på: Ozon skildrer kynisk og nøgternt Romains kamp for at styre sin sidste tid og skræller fuldstændigt sentimentaliteten ud af filmen.
Den visuelle stil skaber distancen i skildringen af Romains kamp. De flotte framings er en fornøjelse at se på.
Skuespillet er der ikke en finger at sætte på. Forvandlingen fra den smukke Romain med tjek på tingene til den forhutlede syge Romain er spillet overlegent af Melvil Poupaud.
Det fantastiske skuespil og den nøgterne skildring driver filmen, mens de umotiverede omsving i Romains kamp gør at filmen momentvis mister sit nærvær.
