Skriv en kommentar
D. 15. april i år er det præcist 100 år siden, at Titanic synkede i Atlanterhavet. Skibet, der ellers var kendt som det usynkelige skib, stødte ind i et isbjerg og vandet styrtede ind i skibet, hvorefter det sank til bunds og tog 1.514 menneskers liv med i dybet.
Dette har James Cameron så lavet en film om. Den udkom i 1997 og vandt hele 11 Oscars og er til dato den næstbedst tjenende film. Sjovt nok er den bedst tjenende film ”Avatar”, der også er instrueret af James Cameron, der dermed er noget af en guldfugl.
Her i 2012, 15 år efter premieren, udkommer ”Titanic” igen, og denne gang skal man have briller på for at se den, da den er i 3D. Man kan jo så kun snakke om hvorvidt grunden til denne re-premiere er det 100 års jubilæum for skibets undergang, eller om dette bare er en undskyldning for at tjene flere penge. Hvorom alting er det jo ikke gratis at gå ind og se den i biografen.
Med fare for, at læseren af denne anmeldelser sandsynligvis allerede har set filmen, vil jeg dog alligevel hurtigt ridse historien op. Leonardo DiCaprio spiller Jack Dawson, den fattige kunstner, der med en heldig poker-hånd får vundet sig en tur på Titanic på dens jomfrurejse til Amerika. Her møder han den psykisk ustabile og rige Rose DeWitt Bukater, der spilles af Kate Winslet. I hinanden finder de forståelse og frelse, men problemet er kun, at Rose DeWitt Bukater desværre er forlovet med den uforskammede og arrogante Cal Hockley, der spilles af Billy Zane. Dermed udspilles der et trekantsdrama, men pludselig rammer skibet et isbjerg midt ude i Atlanterhavet, og så er fanden løs i laksegade.
Lad mig starte med det negative. For det første er det en kedelig og banal historie. Dreng møder pige og de bliver forelskede. De kan ikke få hinanden, fordi pigen er lovet væk. Bang, så har vi en historie.
Karaktererne i filmen er nærmest uforskammet stereotype og ydermere er de temmelig én-dimensionelle. Eksempelvis er en karakter som Cal Hockley, Rose’s arrogante forlovede, er et fjols fra start til slut, der er ingen afvigelse fra dette, der måske kunne skabe en mere troværdig karakter. Her kan også nævnes karakteren Molly Brown, der spilles af Kathy Bathes. Hun fungerer som modvægt til det element af konservatisme, der fungerer som den store fjende i filmen (udover vandet selvfølgelig), og netop dette gør også hende stereotyp. Hun er en af ”The good guys”, men heller ikke hende fraviger denne rolle på noget tidspunkt. Alt i alt tror man ikke rigtig på karaktererne, da man inderst inde ved, at de er designet og konstrueret til at være på den måde, de nu er på med henblik på at skabe kontrast og iscenesættelse af de to hovedroller: Kate og Leo.
Når det så er sagt, så handler ”Titanic” heller ikke om det. ”Titanic” handler om, at et stort skib synker. Det ser godt ud og der er skruet helt op for effekterne. Og det virker. Men James Cameron ved godt, at han ikke bare kan få lov til at smadre et skib i 3 timer og 14 minutter. Han bliver nødt til at skabe et personligt drama, således at publikum, der sidder i salen, kan identificere sig med historien.
Derfor har han skruet helt op for patos-knappen og ladet alle følelser få frit spil og som nævnt er alle karaktererne designet til netop dette. Dette accepterer man dog og anderkender, at James Cameron er en god håndværker, der kan skrue en god Hollywoodfilm sammen. Man ved, hvad man går ind til, og man har ikke betalt 80 kr. for at se et fransk drama fra 1960’erne. Man vil have action og man vil have følelser.
Og følelser er der nok af. Forfatteren til nærværende anmeldelse vil da også gerne indrømme, at han græd op til flere gange i løbet af filmen, og sådan er det. Det er dejligt at gå ind i biografen og helt tabe sig selv i effekterne, skuespillerne og musikken. Det er vel derfor, at vi går i biografen.
I forhold til at se filmen i 3D har jeg ingen kommenterer. Filmen er stadig den samme og jeg synes ikke, at 3D-effekten gør noget som helst for min oplevelse. Derfor kan du spare dig selv for brillerne og se den i god gammeldags 2D.
Alt i alt er ”Titanic” en utrolig konstrueret historie, der er professionelt designet til at vække nogle stærke følelser hos publikum. Denne historie danner forgrund for et stort effektfyldt actiondrama, der rammer plet.
”Titanic” er en god film, hvis man ved, hvad man går ind til.
