Skriv en kommentar
Filmen foregår i 1994 og forsætter lige efter ”Bumblebee”, som foregik i 1987. Vi starter hos Noah, som er en ung fyr, der bor i Brooklyn, New York. Han er er økonomisk presset, da hans lillebror, Kris, har nogle store medicinudgifter. Da Noahs job som elektriker ikke længere holder til udgifterne, vælger han at stjæle en Porsche 911 Carrera RS 3.8. Tingene tager dog en drejning, da bilen ender med at stjæle ham i stedet for.
Før han ved af det, så befinder Noah sig i en kamp mellem kæmpe robotter. Midt i den kamp står menneskenes overlevelse også på spil, og derfor vælger Noah sammen med forsker og arkæolog, Elena, at deltage i kampen sammen med atobotterne og maximalerne. Sammen skal de stå imod fjenden, som truer deres jord og liv.
Udover kampen mod det onde, så udforsker filmen også sammenholdet mellem mennesker og robotter, og hvordan deres tillid er til hinanden. Der kommer nogle rørende bånd mellem de forskellige karakterer – bl.a. Noah og Mirage.
Jeg gik ud af biografen med en følelse af The Lord of the Rings møder Avengers møder King Kong. Hvordan det? Nu skal jeg fortælle jer det.
Først og fremmest vil jeg fremhæve min yndlingsting ved denne film. Jeg syntes lige, at vi skal give filmen et kæmpe high five for valget af hiphop musik. Det passer perfekt til 90’er stilen, som filmen kører, og ikke mindst til de mange referencer, som der kommer til 90’ernes kultur. Når man ser filmen, får man følelsen af at 90’erne var den fedeste tid at leve i.
Filmen starter også direkte på action, og det forsætter hele vejen igennem indtil vi når rulleteksterne. Der er ikke så meget ro på, men nærmere bare fuld smæk på det meste af tiden, og masser af kampscener. Og det er altså bare fedt, hvis du spørger mig!
Dernæst har vi alle robotterne. Jeg sad undervejs, og tænkte hvor dejlig overskuelig filmen egentlig var, fordi det ikke vrimlede med robotter. Hvad jeg mener med det, er at jeg havde forestillet mig, at der ville være utrolig mange robotter at skulle holde styr på. Det viser sig at instruktøren Steven Caple Jr., har taget et godt råd fra hans producer, Michael Bay, om ikke at putte for mange robotter i filmen, fordi de kan fylde for meget. I stedet for er der fokuseret på dem, som der vil give et indtryk på publikum. Og det er et virkelig godt valg, og det fungerer ekstremt godt for filmen. Man når nemlig at få sat sig lidt ind i de forskellige robotter, og få en lidt mere følelsesmæssig relation til dem.
Vi bliver også introduceret for nogle nye robotter – maximalerne. Det er en ældre race, som kom til jorden længe før autobotterne. Maximalerne ligner en blanding af dyr og robotter. Og det er her King Kong kom ind i billedet for mig. Maximalen Optimus Primal (opkaldet efter Optimus Prime) ligner en gorilla, og han er kæmpestor. Dog er Optimus Primal også en af de karakterer, som når at gå ind i hjertet på dig i løbet af de to timer.
Dernæst har vi skurken Unicron, som gav mig Lord of the Rings vibes grundet af flere grunde. Først og fremmest kommer der et sort tårn i forbindelse med Unicron, som jeg syntes mindede om det tårn, som Saurons øje er på. Dernæst var vi ved at stort bjerg, og der var lava, som fik mig til at tænke på Mount Doom. Det var ikke i samme forstand, som i Lord of the Rings, men alle de her i en og samme scene fik mig bare til at til tænke på trilogien. Og med den mystiske genstand, som han skal bruge for at komme til magten, så kunne jeg ikke lade være med at tænkte på selve ringen fra Lord of the Rings. Jeg er sikker på, at når man ser filmen, så vil man se hvad jeg mener.
Til sidst har vi anden skurk Scourge, som er tilhænger af Unicron. Hans udseende (specielt de røde øjne) og hans måde at tale på mindede mig meget om skurken Ultron fra Avengers: Age of Ultron. Og hele deres forsøg på at åbne en portal mindede mig også meget om den første Avengers film.
Det påvirker dog ikke filmen negativt, at den på en måde hiver lidt snore til andre film. Jeg var meget underholdt af det, og jeg syntes stadig filmen er sin egen til trods for det.
De to menneskelige hovedpersoner Noah (Anthony Ramos) og Elena (Dominique Fishback) har også en god kemi, og de spiller virkelig godt til trods for, at de har skulle bruge meget tid på at forestille sig, at de står foran nogle kæmpe robotter. Det hjælper nok også, at de to skuespillere har været venner i mange år, og derfor kender hinanden ret godt.
Pete Davidson fortjener også at blive nævnt. Jeg har aldrig været rigtig stor fan af ham, men han forstår at lægge stemme til autobotten Mirage. Det er den robot, som jeg heppede mest på gennem hele filmen, og som rørte mig mest.
Transformers: Rise of the Beasts byder på en masse action, flotte landsker fra Peru hvor en stor del af filmen er filmet og en masse fed musik hele vejen igennem.
