Skriv en kommentar
Balthazar Blake (Nicolas Cage) er tidligere elev af selveste troldmanden Merlin og bor nu på Manhattan, hvor han i over tusind år har ledt efter den retfulde lærling til at overtage Merlins trone. Balthazar har kæmpet en mange årig kamp mod ærkefjenden Maxim Horvath (Alfred Molina), som sammen med den onde Morgana le Fay, vil rejse de døde. En tilsyneladende gennemsnitsfyr Dave Stutler (Jay Baruchel) bliver tilfældigvis opdaget af Balthazar, som utvivlsomt tror på, at Dave er den udvalgte, der kan redde verden. Men vil kærligheden til hans udkårne Becky Barnes (Teresa Palmer) forblinde ham, som det skete i tidernes morgen mellem Balthazar og hans kærlighed Veronica (Monica Bellucci). Et stort ansvar hviler pludselig på Daves skuldre.
Lad mig sige det med det samme; Troldmandens Lærling er lavet af National Treasure folkene; instruktøren Jon Turteltaub, produceren Jerry Bruckheimer samt selskabet Disney. Så hvis disse film ikke faldt i din smag ord, så vil jeg spare dig fra at læse videre. Hvis du derimod hører til gruppen af mennesker som værdsætter og beundrer sådanne hæsblæsende actionfilm, så tilnærm dig denne anmeldelse med forsigtighed.
Det er derfor ikke overraskende at Nicolas Cage spiller Ben Gates fra National Treasure i troldmandskostume. Dog er hans skuespil blevet tonet lidt ned – han råber ikke nær så meget. Men de fleste af os kender Nicolas Cage og vi ved, at han også vælger film, som er mindre vellykkede (Bangkok Dangerous, Ghost Rider, The Wicker Man). Men det er sjældent, at det er Nicolas Cage, som er problemet – hans skuespil i Troldmandens Lærling giver karakteren Balthazar en hvis portion charme og karisma, men det er nok mere hans evne til at se potentiale i alt.
Alfred Molina viser igen hans skurkepotentiale som Horvath, ligesom han gjorde det med Dr. Octopus i Spiderman 2. Han virker både skræmmende og hypnotiserende. Vores hovedrolleindehaver Jay Baruchel derimod, er en tand for kikset og karikeret. Hans udseende kan kun appellere til nørdede roller og i rollen som Dave Stutler bliver det hele for meget. Til gengæld er den næsten ukendte Teresa Palmer et friskt pust og minder til en hvis grad om Kirsten Dunst.
Det uheldige ved Troldmandens Lærling er, at den ofte svæver mellem to stole: Den vil både være en fortryllende action - og effektfilm, men samtidigt vil den også henvende sig til det yngre publikum og være en Disney komedie. Dette resulterer alt for ofte i, at humoren latterliggøre filmen, dens univers og karakterer, så man krummer hvert i led i sin krop i pinlighed. Kejtede vittigheder falder så ofte til jorden, at man i bund og grund har lyst til at forlade salen og kaste op, bare for at slippe for dem. Det er uheldigt for filmen, at den aldrig rigtig finder sig selv.
Men Troldmandens Lærling indeholder også actiongenrens traditionelle one-liners, speciel effects og biljagt, samt eventyrgenrens klassiske fortælling mellem det gode og det onde. Fortællingen om troldmandens lærling går helt tilbage til Goethes digt ”Der Zauberlehrling” fra 1797 og er siden blevet genfortalt på forskellige faconer, men er nok mest kendt fra Disneys egen Fantasia (1940) med Mickey Mouse. Og den berømte ”kostenes march” med de rengøringsvanvittige koste, er selvfølgelig bekvemmeligt inkorporeret i denne moderne opdateret version.
Det er svært at genfortælle handlingen af filmen, fordi alene forhistorien til den er alt kompliceret, rodet og ulogisk. Det hele virker unødvendigt kompliceret, men måske er det sådan i en troldmandsverden? Filmen bærer også præg af det gentagende problem i film med personer med overnaturlige kræfter; de bruger kun den samme magi en gang. Det er irritationsmoment, hvis fx Balthazar kan trylle ildkugler den ene scene, men ikke gør i den næste, hvor han er i problemer.
Filmen skal dog ikke skydes helt ned, for tag ikke fejl – den er underholdende nok. Og selvfølgelig forventer man heller ikke dybe filosofiske samtaler om verdens aktuelle tilstand i denne slags film. Det er derfor, vi har popcorn og sodavand til at kunne glæde os selv, mens personerne på lærred forklarer plottet til dem, som ikke fangede det første gang. Men som action og effektfilm er den ganske anbefalelsesværdig og man skal se den, hvis man gerne vil koble hjernen i lidt under 2 timer.
