Skriv en kommentar
I 250 årets for Mozarts fødsel, genfødes Tryllefløjten på ny, i alternative omgivelser, har han placeret det hele under 1. Verdenskrig, som Mozart selvfølgelig ikke kunne have forudset.
Midt i mudderet, ned i skyttegravene, såres feltsoldaten Tamino (Joseph Kaiser), men reddes af en trio barmfagre feltsygeplejersker. Imens er Papageno (Benjamin Jay Davis) (den oprindelige fuglefænger), udstationeret som fugle vagtpost og slår sine nok så berømte triller, for at advare kompagniet mod eventuelle gasangreb!
Et billede falder i hænderne på Tamino på lazeratet, af den yndefulde vakre Pamina (Amy Carson), og straks banker hans hjerte ekstra slag, kærligheden har spillet ham et godt puds, og nu brænder han efter hendes læber med mere. Men hun er bortført af Sarastro (René Pape), i fjendens lejr. Nu følger et heltemodigt ”kvad” om Tamino og Papagenos (der også har sit hjerteskår samme sted) togt mod kærligheden! Store forhindringer må de overkomme.
Kenneth Branagh står for manuskriptet sammen med Stephen Fry, omskrivningen til denne berømte opera, der virkelig blevet taget til sig af folket. Mozart forargede kultureliten ved at fremføre det hele på tysk, i stedet for det noble italienske.
Her har Branagh så igen overskrevet det til engelsk, desværre er der ikke undertekster på filmen, da det fra producenter, instruktør med fleres overbevisning at det ville lægge et forstyrrende element på festlighederne. Men tiderne er i forandring, og operaer verden over er begyndt at tekste deres forestillinger.
Filmen orkestreres af James Conlon, med the Chamber Orchestra of Europe. Unge upcoming stars på opera himlen er den canadiske tenor Joseph Kaiser (Tamino), den amerikanske baryton Benjamin Jay Davis (Papageno), og den britiske sopran Amy Carson (Pamina), og verdens stjernen René Pape (Sarastro), som alle synger sig smukt ind i Mozarts mesterværk. Og med særdeles stor udstråling.
Branagh, der stod bag klassiske genindspilninger som ”Stor Stohej For Ingenting”, ”Hamlet”, ”Dead Again” m.fl., for ikke løftet hele sættet, det fremstår særdeles kulisseagtigt, og virker lidt tungt, og flammerne er ikke særlig overbevisende. Med over to timers sang, og ganske lidt tale, er Mozarts lethed blevet tvunget i knæ af et Verdi tabernakel.
Så hellere gense Ingmar Bergmans version, eller hans smukke Elvira Madigan.
