Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Kenneth Branagh er en instruktør der hovedsageligt er kendt for sine fortolkninger af diverse Shakespeare historier, hvor han ofte også finder en mindre skuespillerplads til sig selv, da han ikke er helt ukendt på dette område heller. ”Tryllefløjten” er Branaghs seneste værk, og det er en ambitiøs nyfortolkning af en opera skrevet af selveste Mozart. Med ”Tryllefløjten” udgør Branagh sit største eksperiment til dato, da han har valgt at beholde sangstilen igennem hele filmen, og lade operasangere indtage pladserne som skuespillere i filmen. Selvom eksperimentet falder igennem på manglen af spilletid og en bedre oversættelse til filmiske virkemidler, er det stadig et interessant og billedsmukt værk. Fra allerførste scene er stilen lagt an med et nærmest tegnefilmslignende farvebrug, og en sang der ligger mellem det makabre og humoristiske. Således fortsætter filmen i lidt over 2 timer, og på trods af hvad der virker som en lang film, er dette slet ikke nok til en opera af denne styrke og kapacitet.
Den overordnede historie i ”Tryllefløjten” er banal men sikker; en prins der er faret vild i et fjernt land, har fået til opgave at redde en prinsesse. I denne nyfortolkning udspiller historien sig under første verdenskrig, og der er smurt tykt på med sære bihistorier samt metaforer, der let kan flyve over hovedet på tilskueren. Faktisk er dette blandt filmens store problemer, den vil nemlig hellere end gerne tages seriøst som et mesterværk, end blot at fortælle en god historie i et nyt format. Bevares, der er intet galt med at være ambitiøs og lave en film for et overmodent publikum, men ”Tryllefløjten” ender desværre med at være alt for prætentiøs for sit eget bedste.
Skuespillerholdet er som sagt hovedsageligt besat af operastjerner, og dette giver en langt mere teatralsk end filmisk oplevelse. Naturligvis ville det være meget være, at erstatte dette hold med erfarne skuespillere der trods alt ikke kan synge, men alligevel giver den teatralske fornemmelse en konstant ujævn balancegang i filmen. Man bliver suget ind af Branaghs smukke billeder, men bliver holdt på lang afstand af overskuespil fra alle skuespillernes side. Jeg kan simpelthen ikke udpege enkelte skuespillere og bedømme deres præstationer individuelt, for alle besidder det præcis samme problem. Musikken og sangene er dog skønne, Mozart er ikke stadig et kendt navn for ingenting, men denne del af Branaghs eksperiment, vil kun føles rigtig for sande operatilhængere. Og dog, teksterne er direkte oversat fra tysk til engelsk, og jeg har ladet mig fortælle, at meget er gået tabt i oversættelsen.
”Tryllefløjten” er næppe en film, jeg får at se igen i mit liv, men den skal trods alt have ros for forsøget, og er du operafanatiker eller blot filmfanatiker med trang til at opleve noget originalt, så skal du bestemt ikke snydes for denne film. Du skal blot ikke forvente et mesterværk eller endda en film på højde med Branaghs tidligere.
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.
Sandrew Metronome.
