Skriv en kommentar
Manuskriptforfatter Diablo Cody og instruktør Jason Reitman er et af Hollywood's mest driftsikre makkerpar. Hvis man ser bort fra den pinagtige "Jennifer's Body" (2009), så har deres øvrige to film, som de har lavet i samarbejde, været yderst begavet. "Juno" (2007) og "Young Adult" (2011) var begge både livskloge, velskrevne og ofte hylende morsomme. Succesen skyldes i høj grad også, at Cody og Reitman vælger at belyse nogle relevante emner i deres film. I "Juno" var det teenagegraviditet og overgangen fra umoden teenager til ansvarlig voksen, og i "Young Adult" var det den moderne kvindes illusion om, at man kan være ung for evigt. Deres nyeste samarbejde, "Tully", tackler forældreskabets mange fordele og ulemper i nutiden, og det gør den med lige dele ømhed og brutal ærlighed.
Babysitter søges
Marlo (Charlize Theron) har netop født sit tredje barn og forsøger at balancere dagligdagen, imens hendes mand har travlt med sit arbejde. Da Marlo er ved at brænde fuldstændigt sammen, foreslår hendes rige bror, at de bør få en natbarnepige, så Marlo kan få sovet og få tid til sig selv. Først er Marlo yderst skeptisk, men da omstændighederne bliver endnu mere ekstreme, accepterer hun det til sidst. Tully (Mackenzie Davis), som barnepigen hedder, viser sig som at være skabt til jobbet, og i Marlo's øjne er hun nærmest en engel, som er sendt fra himlen.
Lunefuldt og intelligent
Cody's manuskript er både lunefuldt, intelligent og underholdende. Hun formår at vise nogle brutale sandheder, der må være, når man er mor til tre, men hun holder også fast i den livskloge tone, som hun også havde i sine tidligere film. Cody viser os både den skjulte bagside af familielivet, hvor børnene driver Marlo til vanvid, når de hiver og flår i hendes trætte krop, men hun fremhæver også de små, kærlige og nuancerede detaljer i Marlo's karakter, der i sidste ende gør hende til en passioneret og kærlig mor. Sammen med Reitman har de igen begået en empatisk og bevægende film, der helt sikkert vil nå ind til hjertet på forældre, som vil kunne nikke genkendende til mange af filmens scenearier.
Charlize Theron
Charlize Theron leverer endnu engang en kraftpræstation, og forhåbentlig får hun denne gang en oscarnominering. Måske mest fordi rollen er så fysisk og psykisk krævende. Hun har både taget gevaldigt på, men ligner indiskutabelt stadig en million, og så formår hun også hele tiden at ramme et intimt nærvær, så vi hele tiden føler med Marlo. Mackenzie Davis lyser også op som den energiske og overskudsagtige titelkarakter, men det er stadig Theron, der er en ren "force of nature" i filmen. Jeg savnede dog lidt ekstra fra de øvrige karakterer, og både Marlo's bror og hendes mand virker en anelse flade og anonyme, selvom deres roller i filmen er væsentlig store.
Mary Poppins med fødselsdepression
"Tully" er på en eller anden forunderlig måde endt med at blive en slags realistisk Mary Poppins - med fødselsdepression. Og i den sidste tredjedel af filmen overraskede den mig personligt med et velovervejet plottwist.
