Skriv en kommentar
Spørgsmålet.
Komedie eller ikke komedie? Det er spørgsmålet. Filmen, der handler om en nabostrid på Island, der hurtigt eskalerer ud til ekstremerne, er en så kulsort komedie, at man næsten ikke ved om man skal grine eller græde. Det skaber lynhurtigt en bizar aura omkring hele denne film, og det er der i og for sig noget fantastisk ved. Filmen er smukt skudt, oftest med lange stillestående kameravinkler, som om det var et gråt og deprimerende drama - og det er det også! I filmens kerne ligger nemlig en dybt sørgelig historie om at håndtere det at miste. Både at miste til døden, men også at blive forladt og det at miste sig selv. Og midt i hele dette sære miks af sort humor og sørgeligt drama, er filmen stadig ikke bange for at være tankeprovokerende. Filmen beskæftiger sig med et par sideløbende historier, men i vores hovedhistorie følger vi Atli, der er i gang med at blive skilt fra hans kone fordi han gokkede den af til en gammel hjemmevideo af hans eks, og hans kamp om efterfølgende at få lov til at se sin datter. Her laver filmen en samfundskritisk kommentar til, at man har tendens til at glemme faderen i skilsmisser, og problemet med, at moderen på en måde altid har førsteret til barnet i disse situationer. Man kan sige, at det er modigt af filmen at stille disse kritisk spørgsmål, samtidig med, at den vil have dig til at grine. Men det grænser sig til at blive for meget af det gode. Problemet bliver, at man som publikum pludselig ikke ved hvornår man skal grine, og om der overhovedet skal grines? Igen: Er Under Træet en komedie eller ikke en komedie? Det er spørgsmålet.
Et andet gennemløbende problem med Under Træet er, at det godt kan blive irriterende i længden at se på mennesker der snakker forbi hinanden i 90 min. Der er ingen der forstår nogen, og der er tidspunkter, hvor man har lyst til at råbe ad skærmen: ”Så tal dog med hinanden!”… Alle samtaler virker unaturlige. Ja, i det hele taget er Under Træet en frustrerende film på mange punkter, men på en måde er det også det, der er fantastisk ved den. Uanset hvad, så kan man ikke undgå at få følelsen af, at man sidder og ser noget der er så specielt, at man kun kan blive forgabt i dens mørke og tossede univers.
Under Træet er et syret sort komedie/drama, som man ikke har oplevet det før. Om det er på den gode eller den dårlige måde, det vil variere fra menneske til menneske, men det der er stensikkert er, at man vil gå fra filmen med oplevelsen af at have set noget unikt. Men det at lave noget unikt er selvfølgelig ikke automatisk genialt, og på bunden er Under Træet desværre en så sort komedie, at den farer vild i sit eget mørke.
