Skriv en kommentar
Paul (Ingvar E. Sigurdsson) er ung islændinge der maler billeder, og idet hele taget lever et abstrakt liv. Så hans tilgang til det surrealistiske er stor, og dermed også faren for skizofreni. Hans kæreste slå op med ham, idet de ikke helt kommer fra de samme kår, da hans far (Theódór Júliússon) er taxachauffør, og det er ikke noget der helt passer ind i svigermorderens verden. Kæresten slår op, og Paul verden ramler helt sammen. Den sjove søn der kunne underholde ved middagsbordet bliver pludselig mut og indesluttet, og det hele er ligesom ved at krakelere for ham. Hans billeder bliver mere dystre og han drikker og skruer helt op for anlægget. Da han begynder at truen faderen, ser familien ingen anden udvej end at sende ham til sindsygehospitalet.
På hospitalet møder Paul tre andre, hvor der opstår et venskab imellem dem. Trods deres forskellighed, har de i det mindste sindsygen tilfælles. Ole Beatle (Baltasar Kormákur), der hævder at stå bag alle Beatles sangene og have overført dem vi telepati. Den lettere sofistikerede og fascistiske Victor (Björn Jörundur Fridbjörnsson), der selv mener at have et Hitlergen i sig, samt Peter (Hilmir Snær Gudnason) der afventer resultatet af den Schillerafhandling han har skrevet og sendt til det kinesiske universitet! Her Paul pludselig blevet den almindelige, og han genfinder langsomt meningen, hvor der tilsyneladende ingen mening er. Og når de fire bliver lukket i samfundet af og til, bliver samfundet omdannet, og det er pludselig svært at se forskellen, på hvem der er den sindsyge. Paul finder sig godt til rette her, der er ligesom om at hans skøre univers bedre kan finde hvile her på hospitalet.
En flot og velskrevet film, der bygger over Einar Mar Gudmundssons roman af samme navn. Den hælder til Gøgereden, men dvæler ved det at være anderledes i et meget normalt og traditionelt livsmønster som familien dyrkede. Måske også et billede på Reykjaviks grimhed og så den fantastiske åbne og smukke natur der ligger omkring, kontrasterne og klaustrofobien. Ingvar E, Sigurdsson spiller ganske fremragende, men falder lidt igennem i starten, og det er ligesom om det hele ikke kommer helt tæt på, som det er I bogen. Til gengæld er lybilledet fantastisk smukt fremført af blandt andre Sigur Ros. En film der læner sig op ad de fem.
