Skriv en kommentar
RVar det ikke noget med, at franskmanden Luc Besson ikke ville instruere flere film? Efter hans egne udtalelser, ville “Arthur og Minimoyserne” være hans sidste film i instruktørstolen. Sådan skulle det som bekendt ikke være, men havde det ikke været for det bedste, hvis han havde holdt fast i sine egen ide? “Lucy”, “Farvel til Mafiaen” og “Adele and the Secret of the Mummy” er i hvert fald knap så vellykkede film som “The Big Blue”, “Leon” og “Det Femte Element”. Men mindre kan vel også gøre det, og det er ikke umuligt at den gamle visionær stadig har et es gemt i ærmet. “Valerian and the City of a Thousand Planets” er dog ikke hans es. Det er ikke engang hans konge, dame eller knægt.
Baseret på fortællingerne i tegneserierne om Valerian, som de fleste tegneseriehæfter har stiftet bekendtskab med, foregår “Valerian and the City of a Thousand Planets” i en uoverskuelig fremtid. Her følger vi agenterne Valerian og Laureline på en simpel mission, der snart udvikler sig til en kompleks skandale, der involverer folkemord, sammensværgelser og naturligvis også en smule kærlighed i et gigantisk metropolis i det ydre rum.
Plottet lyder generelt en del mere komplekst, end det reelt set er, og det er fordi, at “Valerian and the City of a Thousand Planets” har et enormt problem med sin spilletid. Filmen nærmer sig to en halv time, imens indholdet kun passer til en film på omkring halvanden time. Alt bliver forklaret igen og igen undervejs samtidig med, at mange scener trækker så langt ud, at kedsomheden hurtigt sætter ind. En lang dansescene med Rihanna er bl.a. upassende lang, og trækker filmens tempo og momentum ned. Netop sådan foregår store dele af “Valerian and the City of a Thousand Planets”, og det er virkelig synd, for potentialet er der. Tegneserierne er glimrende, og filmen har bestemt også en interessant visuel side. Luc Bessons farverige univers er spækket med kreativitet, hvor flere tilføjelser til tegneserieuniverset er både lækre og underholdende at se på.
Metaltrætheden sætter dog lynhurtigt ind, for filmen er desværre klippet, instrueret, fortalt og spillet elendigt. Luc Besson har slet ikke kunne holde styr på sin produktion, og alle elementer er løbet løbsk i en rodebutik af enorme dimensioner. Det absolutte værste i “Valerian and the City of a Thousand Planets” er dog det upassende valg af hovedroller. Dane DeHaan er på papiret et interessant valg til Valerian, og han har da haft nogle fine præstationer bag sig. Han passer dog ikke i rollen som helt. Det var et sats, jeg ville kunne forstå, hvis kemien mellem ham og Cara Delevingne som Laureline havde været i top. Det er den dog ikke. Den er bundhamrende elendig. Dette skyldes muligvis at Delevingne er nutidens værste skuespillerinde, men det er immervæk et faktum, som en garvet instruktør som Besson, burde have fanget inden produktionen gik i gang.
“Valerian and the City of a Thousand Planets” er et smukt rod. Der er ikke meget, der fungerer i filmen, og flere dele er tåkrummende elendige. Den bør dog ses i det bedst mulige format for sine visuelle ideer og små kreative indslag. Husk dog at afsæt tre timer til den, for du falder sikkert i søvn undervejs.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
