Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Julia Louis-Dreyfus har tidligere slået sine folder i ”Seinfeld”. Her spillede hun Elaine Benes, en neurotisk figur blandt mange, med en dialog, der efter datidens komedie-koncepter blev ledsaget af dåselatter, hvis man skulle være i tvivl om, hvor man som seer skulle grine med. I ”Veep” er hun ’avanceret’ til vicepræsident for USA og hvor er det befriende at slippe for dåselatteren. Ikke at den i øvrigt ville give meget mening i forhold til en dialog, der bevæger sig i et tempo, der får selv et foredrag med Lotte Heise til at lyde som slow motion.
Vicepræcident Selina Meyer bevæger i stort omfang i skyggen af præsidenten. Og som om det ikke var nok, så er hun omgivet af rådgivere, der måske nok kan google sig frem til billed- og videomateriale med Selinas seneste bommert, men som ikke forstår hverken at stave til eller rent faktisk udføre teamwork. Det er da også selve idéen med denne komedie, der udfolder sig ’indenfor murene’ i Det Hvide Hus, at fabulere over temaet: Hvad der KAN gå galt, GÅR galt.
Ved starten på 2. sæson har præsidenten godt nok mistet flertallet i kongressen, men vicepræsidenten har vundet så meget popularitet, at hun mener at kunne gå efter at være … co-president. Det gør chef-strategen Kent Davison alt, hvad han kan, for at spænde ben for. Ingen metoder er for ufine – for nogen af de 2.
Blandt rådgiverne er det desuden svært at se, hvad der må drive sekretæren Sue Wilson til at komme på arbejde – ud over at kunne sige til venner og bekendte, at hun arbejder på en prestigefyldt adresse på Pennsylvania Avenue. I hvert fald arbejder hun på at komme væk og tjene en højere hyre i den første den bedste lobby-virksomhed.
Rådgiveren Dan Egan kan dårligt være ansat på erfaring og/eller kompetence – eller for den sags skyld imponerende eksamensresultater. I hvert fald består det meste af hans indsats i – uden det mindste tilløb til situationsfornemmelse - at drille og markere sig over for kollegerne … og i uendelige forsøg på at sleske sig ind på opgaver og relationer, der er knyttet til præsidentens inderkreds.
Jonah Ryan er en forvokset stik-i-rend-dreng, der ikke går af vejen for i ungdommelig kådhed at lægge private optagelser af vicepræsidentens sang- og satire-evner i en lukket kreds på YouTube – for derved at bringe hende i noget nær krigstilstand med samtlige betydende lande i Europa.
Så er der alt andet lige mere situationsfornemmelse og nærved over Gary Walsh, der har den betroede opgave at holde styr på den dresscode, der knytter sig til det enkelte arrangement, som vicepræsidenten stiller op til – og på hvor hendes yndlings-læbestift er.
”Veep” er heftig og indforstået satire, så det basker. Hvor det herligt, at amerikansk kan lavet begavet satire om folk i og omkring Det Hvide Hus. Ikke et ondt om serien ”West Wing” – eller om denne series film-forlæg: ”The American President”, for den sags skyld. Der er bare noget befriende ved, at Det Hvide Hus og dens primære beboer ikke nødvendigvis skal omtales bævende respektfuldt.
Armando Iannucci, der står skabt ”Veep”, står også bag den engelsk sitcom ”The Thick of It”, der udspiller sig ingenmandsland mellem premierministeren i 10 Downing Street med Malcolm Tucker, premierministerens nærmeste rådgiver, som omdrejningspunkt – og primære skurk. På mange måder er konceptet i denne serie blot omplantet til en amerikansk kontekst, om end persongalleriet omkring den amerikanske vicepræsident Selina Meyer om muligt er endnu mere uregerligt – og bureaukratisk imkompetent.
Denne samlede 2. sæson indeholder som ekstramateriale en række slettede scener samt 4 kommentarspor. Sidstnævnte kan man med sindsro springe over – og de slettede scener kommer langt fra på niveau med serien i øvrigt, hvorfor de måske netop er … slettede scener.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..
