Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Larry Fassendens Wendigo er en svær størrelse at holde af. Filmen lægger umådelig stærkt ud og har en lang stribe højdepunkter hele vejen igennem, men de steder hvor den ikke er glimrende, der er den ikke bare ok eller middelmådig, den er ofte frustrerende kikset i sine stilistiske eksperimenter og dermed fragmenteret i sit formsprog. Det gjorde den for mig til et ultimativt irriterende bekendskab, som alt for ofte skyder sig selv i snestøvlen og aldrig udlever det potentiale åbningen giver løfter for.
Jake Weber og Patricia Clarkson er glimrende som et typisk, stresset storby-par med alt for lidt tid til deres søn. Han er fotograf, hun er doktor (psyokolog med al sandsynlighed) og de er begge begravet i arbejde. Reaktionen er en udflugt i ødemarken. En familietur langt ud i skoven til et sted hvor man kan finde sig selv og hinanden. De når dog i første omgang aldrig så langt, da de undervejs rammer et rådyr og støder på et par af de lokale.
Fassenden opererer mesterligt med en knugende stemning i filmens første halve time. Familiens samspil og mødet med de lokale trækker paraleller til både The Shining og Deliverance, uden at lade de film noget tilbage. Men så falder der lidt ro på og filmen begynder at handle om ånder og generationsgamle hemmeligheder, som - ærlig talt - er kedeligere end den intense første akt. Fassenden krydrer sin eller temmelig interessante historie med en frustrerende tendens til sære stop-motion eksperimenter og små-psykedeliske indslag som trækker mere fra den samlede stemning end de tilfører og således går det støt ned ad bakke.
Fra tid til anden dukker en glimrende eksekveret scene eller et strejf af åbningens lurende uhygge op, men generelt er Wendigo efter sin første akt en ørkenvandring i dramatisk dødvande. Det er skideærgerligt, for historien har masser af potentiale og skuespillerne leverer varen med en for genren usædvanlig nerve og dynamisk kemi. Fassenden lader familiedramaet få den plads det har brug for og han forherliger ingen af sine karakterer og alt det er forfriskende i en film der i sidste ende tegner sig under genrefanerne af både spøgelsesfilm og psykologisk thriller.
Jeg ville ønske Wendigo var en så fantastisk film som den har potentiale til at være, men det er desværre ikke tilfældet. På mange måder er den et frisk pust i en fortærsket genre, men samtidig er den så filmisk frustrerende at sidde igennem at jeg i sidste ende var mere frustreret over de kiksede elementer end imponeret af de velfungerende.
Billede- og lydsiden er fin uden at være drønimponerende og ukarakteristisk for Another World er der intet bonusmateriale overhovedet.
Another World Entertainment.
