Skriv en kommentar
Det kunne ligne en letbenet humorfilm fra Hollywood, men While We’re Young imponerer med fire portrætter to par imellem. Stilen er et tilgængeligt, humorfyldt men også alvorligt indblik i hvordan mennesker reagerer på livets omskiftelighed, både på det sociale og det digitale aspekt, og det faktum at den nye ungdommelige generation altid er lige i hælene, indtil den for længst har overhalet og støvet hvirvler omkring en.
Generation X vs. Genereation Z.
Det fasttømrede New Yorker-par Josh og Cornelia er begge i deres 40’ere. Familielivet lykkedes aldrig for dem og de har besluttet sig for at være tilfredse med hvad de har sammen alligevel. Josh, som arbejder som dokumentarist, kæmper med en kunstnerisk krise, da de støder ind i det unge par Jamie og Darby. Pludselig øjner de en bagdør tilbage til deres ungdom og sammen med deres nye vennepar kaster de sig ud i spontane og grænseoverskridende nye eventyr såsom rulleskøjter, hip-hop-timer og anderledes tøjstil.
Men da Joshs venskab med den ambitiøse Jamie begynder at tage en foruroligende drejning begynder Josh at indse, at intet måske er som det ser ud...
Vi befinder os i en utrolig truende tid. Der er trusler fra alle ender og kanter af men ingen større end den underliggende trussel som hver ny generation uvilkårligt kaster over den forrige.
Dette tankebillede overfører instruktøren Noah Baumbach The Squid and the Whale (2005) i en flot og fortællende film, som trækker inspiration fra Henrik Ibsens teaterstykke "Bygmester Solness". Ibens teaterstykke handler om en aldrende borgmesters fascination af en yngre kvinde
Den fascination trækkers der tydelig tråde til i forholdet mellem Josh (Ben Stiller) og Jamie (Adam Driver). Et tydeligt eksempel på den etablerede og fastlåste kunstner som stædigt mener han burde vide hvordan tingene skal gøres og at grunden til det endnu ikke er lykkes for ham, er verdens grusomhed. Og så den unge, hipster-kunster, som bramfrit og begærligt kaster sig over verdenen og formår at få verdens salt og saft til at regne ned over sig. Et eksempel fra filmen er en ide som Jamie vil prøve af. Josh advarer ham om at få mere kød på den inden han går i gang. Men Jamie vælger at kaste sig ”spontant” ud i ideen og det betaler sig på lang sigt. Dette viser filmens to mandlige hovedroller og deres forskellige personlighed i deres ens kamp efter at skabe sig et navn.
Kampen efter succes er den samme for begge. Men arbejdsmåden dertil adskiller personerne stort. Generationskløften kunne ikke være større, og derfor er det et ypperligt filmarbejde af den selv veletablerede instruktør at kunne se disse forskelle men også ligheder, og få dem sat sammen i en film af denne karakter. Det er ikke uden grund Noah Baumbach kaldes den næste generations Woody Allen.
Hjælp har han dog også fået via et glimtende og komisk sammensat cast. Ben Stiller, som snart kan ses i sin genkendelige rolle som Derek Zoolander i Zoolander 2 (2016) har her en af sine bedste roller nogensinde. Hans karakters frustration og følelse af utilstrækkelighed tangerer smukt over hans ellers vanlige komiske ry, og Ben Stiller præsenterer her et svendestykke for hans fremtidige mulige mere seriøse roller.
Den altid kønne og duelige Naomi Watts, som er kendt fra film som Mulholland Drive (2001), The Ring (2002) og den vanvittige betagende psykopatiske remake Funny Games (2007) viser derimod et flot komisk talent i denne film. Hun har altid haft en form for skrøbelig indlevelse over sit skuespils tidligere roller og i denne komedie er hun befriet for avancerede bånd og kan spille den voksne kvinde hun er.
Den unge mandlige skuespiller som tager skjul i rollen som den yderst ambitiøse Jamie er Adam Driver J. Edgar (2011) og Star Wars: The Force Awakens (2015). Adams karakter har et uhyggeligt skær af både en barnlig sjæl og en nådesløs go-getter og den høje, flotte skuespiller leverer et fuldkomment skuespil, hvor hans indtagende øjne på skift kan gøre en varm i kroppen og pludselig ubehagelig til mode.
Noah Baumbach rammer en åre indenfor vores teknologiske foranderlige tid. Børn kan tage deres forældre ind og se denne film sammen. De kan også gå ind i en frisk, ung flok, og le og grine, men samtidig tænke at det er på en måde dem det omhandler, deroppe på det store lærred.
På en sofistikeret og morsom facon giver denne film os et indblik i en nuværende verdens situation, hvor nogle unge vælger at vende ryggen til det højteknologiske liv og går tilbage til de mere simple tider med pladespillere og ikke hele tiden at være afhængig af sin smartphone. Mens voksne indser, at de er nødt til at åbne sig op for den teknologiske verden som er evigt strømmende i vores hverdag. Og vice versa.
Man kan sige, at man ikke skal være bange for forandringer, for de forandringer som Mark Zuckerberg og Steve Jobs har bragt med sig, for at nævne nogle få, har revolutioneret vores verden. Men man skal heller ikke glemme at vores tid og samfund ikke skal defineres ud fra hvor mange nye teknologiske vidundere der bliver skabt af store industrier hvert år.
Uagtet så lærer generationerne af hvad der dem tilkommer. Men mellem alle disse generationsforskelle skabes der små sorte huller af interessante mixture-mennesker. Og denne film suger os ind i et af de huller og efterlader os med et smil på læben og tanker i virvar.
