Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Andrew Neiman (Miles Teller) er en ambitiøs og talentfult 19-åirg trommeslager. En sen aften øver Andrew sig som sædvanlig på sin skole, men overhøres tilfældigvis af skolens mest beundrede, men også frygtede musikprofessor, Terence Fletcher (J.K. Simmons). Dagen efter beder Fletcher om at få Andrew overflyttet til sit eliteorkester og det bliver begyndelsen på et nyt liv for Andrew. Men Fletcher er ikke kun kendt for at kreere store talenter, men ligeså berømt for hans kompromisløse og tvivlsomme pædagogiske metoder på grænsen til uetiske til at frembringe disse talenter. Har Andrew det der skal til eller knækker han som en trommestik?
Hvis jeg selv skal sige det, så er Whiplash klart en af de bedste film fra året 2014. Det var den smalleste film, der blev nomineret i Oscar-showets bedste film kategori, men personligt set også den bedste. Ikke noget spektakulært visuelt show (The Grand Budapest Hotel eller Birdman) eller snedigt filmstunt (Boyhood). Ikke nogen autentisk biografi-oscar-candyfloss (American Sniper, Selma eller The Theory of Everything) eller storslået anden verdenskrigsdrama (The Imitation Game). Nej, Whiplash er den smalle, simple, velkonstruerede og enestående film, der uden omsvøb rammer lige ind.
Filmen er instrueret af den kun 30-årige Damien Chazelle, der er forholdsvis ukendt blad i filmmiljøet. Det mest bemærkelsesværdige på hans CV står som medforfatter til manuskriptet til The Last Exorcism Part II (2013). Chazelle har delvist bygget Whiplash på egne erfaringer som trommeslager i et konservatorielignende gymnasie-jazzorkester. Erfaringerne om frygten for ikke at kunne holde tempoet, frygten for at tabe takten og frygten for sin orkesterleder. Chazelle sammenligner øvelokalet med en slagmark med instrumenterne som våben. Hvis man vil blive den bedste trommeslager, går man i seng med hænderne bundet ind.
Chazelle har bygget Andrew på sig selv, men han er selv kommet videre i livet. Han har fundet ud af, at når glæden og friheden med musikken er blevet erstattet af blødende håndflader, angst, kvalme og mareridt, så er det nok ikke det værd. Chazelle havde selv en musiklærer, der ligesom Fletcher formåede at presse sine elever til storhed. Men for hvilken pris? Er det blod, sved og tårer værd?
Det er Chazelles iscenesatte trommesoloer, som gør Whiplash til en unik oplevelse. Specielt klipningen og lyden bidrager til at hver enkel trommesolo kommer til at føles som hæsblæsende spændingsopbyggende liv-eller-død-historier. Skuespilleren J. K. Simmons vandt fortjent for det bedste mandlige birolle, men mere fortjent vandt Tom Cross for bedste klipning, samt Craig Mann, Ben Wilkins og Thomas Curley for bedste lydmiks, og klipningen og lydmikset er netop i den grad noget af det mest unikke i filmen. Whiplash er smal som en hi-hat, men rammer dig som en stortromme.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
