Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Krig er altid både modbydelig og fascinerende. Det er nok derfor, at krige bliver ved med at få tilhørende filmatiseringer, der tilmed stadig den dag i dag byder på nye indgangsvinkler og moraler. Det er nemlig sjældent så sort/hvidt et emne at dække, selvom den ene side styres af en folkevalgt demokrat og den anden af en krigsliderlig facist. Når man nu samtidig tager et emne som krig og indsætter en kvindelig journalist som hovedrolle, har man faktisk allerede en indgangsvinkel, der sjældent er taget i brug. Selvom mange brokker sig over den politisk korrekthed med mere armplads til kvinder, homoseksuelle og andre racer i film, er vi stadig i den spæde begyndelse af dette. Den hvide heteroseksuelle mand er stadig altdominerende i Hollywood, så hver gang denne udskiftes med noget andet i en seriøs film, vækker det min interesse. For jeg har set utallige film om heteroseksuelle hvide mandlige journalister i krige, men en kvinde? Måske et par gange før.
Baseret på journalisten Kim Barkers (hun hedder sært nok Kim Baker i filmen) erindringer, fortæller “Whiskey Tango Foxtrot” den sande historie om Kim (Tina Fey), der bliver sendt til Afghanistan i 2003 - lige inden krigen virkelig bryder ud i Irak. Her skal hun leve under spartanske forhold, kæmpe mod rivaliserende journalister og dække krigen såvidt som muligt alt imens hun selv gennemgår en stor personlig udvikling.
“Whiskey Tango Foxtrot” har udover det overordnede plot, ikke en typisk dramaturgisk udvikling. Naturligvis er der udslag af spænding, humor og drama undervejs, men de forskellige plottråde bliver kastet ud, men aldrig fulgt op. På den måde føles filmen ganske sand, til tider nærmest dokumentarisk, men også ufattelig lang. Man efterlades tilmed hurtigt med spørgsmålet om, hvorfor en bog skulle filmatiseres, hvis den alligevel bare føles som at læse en bog. De filmiske værdier er dog tilstede, men manuskriptet efterlader en del ønsker om en mere sammenhængende fortælling, der ikke drejer i et utal af retninger, og med et enormt persongalleri, som ikke påvirker fortællingen synderligt.
Tina Fey gør dog et glimrende job i hovedrollen. Typisk ses hun i komedier, men hun magter en mere seriøs rolle glimrende, og udgør måske filmens største lyspunkt. Det er da også sjovt, at se alle de kendte ansigter dukke op (Billy Bob Thornton, Alfred Molina, Margot Robbie, Martin Freeman), men ikke alene karaktererne virker distanceret for filmens kerne, men brug af så prominente skuespillere, gør det svært at holde fokus. Instruktørerne Glenn Ficarra og John Requa er også mændene bag “Crazy, Stupid, Love.” og “Focus”, og de er endnu engang skyldige i, at sammensætte en film med interessante elementer, der egentlig ikke fungerer hamrende godt. Man må håbe de snart lærer af deres mangler, for de kan potentielt godt ende i gruppe med de store drenge i Hollywood.
Billede & Lyd - 4/6
Selvom billedet egentlig er forholdsvist skarpt og farverne ser fine ud, mangler der simpelthen identitet. Lidt ligesom selve filmen stritter både kvalitet og udseende i alle retninger, uden at give det store væsen af sig. Der mangler dybde i billedet såvel som varme. Befinder karaktererne sig i Afghanistan uden at man som tilskuer kan føle varmen derfra, er et eller andet gået galt i processen. Lyden er noget bedre med en tung bas, fin brug af alle højtalere og god forståelse af al dialog - selv i filmens mest krævende scener. Der er masser af små lydeffekter i filmen, som man måske ikke bemærker med det samme, men medvirker til, at man føler man pludselig står lige ved siden af Kim Baker midt i Afghanistan. Flot arbejde!
Ekstramateriale - 3/6
5 featuretter på sammenlagt 40 minutters spilletid går bag om kameraet på filmen. Hovedfokus er den sande historie bag, og det ene program handler da også (meget kort) om Kim Barker og hendes samarbejde med filmens skabere. Der går ikke længe, før man forstår, at virkeligheden overgår fiktionen i dette tilfælde, og derfor får man en utrængelig lyst til, at opsøge Kim Barkers bog, som sikkert fungerer langt bedre end filmen her. Overordnet set kommer disse 5 programmer aldrig rigtig i dybden med sit materiale, selvom det meste da er spændende og underholdende nok. Til sidst er der omkring 10 minutters slettede og forlængede scener, som nok skulle have været 30 minutter istedet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount
