Skriv en kommentar
Når man ser plakaten eller traileren for White House Down er det svært ikke at synes det minder om den første Die Hard (1988) film. Channing Tatum i sin hvide tank top har potentialet til at være den samme kække, skrøbelige aktionhelt som Bruce Willis var det i sin tid. Og filmen prøver da også hårdt. Tatum spiller den fraskilte John Cale der tager sin teenage datter med til jobsamtale i det hvide hus. Med sin fortid som marinesoldat mener han at han kunne blive en god secret service agent. Desværre lyder hans CV ikke så pænt når man tager udtalelserne fra hans overordnede med og derfor må han nøjes med at tage sin datter med på rundtur i det hvide hus. Naturligvis går det hverken værre eller bedre end at nogle slemme fyre erobrer stedet og tager præsidenten som gidsel, og derfor skal Channing Tatum ud og vise at han så absolut skulle have været hyret som Secret Service agent.
Det er alt sammen forudsigeligt, og selv om alting eksploderer så rigeligt er jeg ikke overbevist om at det er særligt spændene. Filmen har overraskende mange karakterer, og ikke alle får helt nok tid. De fleste af dem er nogle papstykker med en enkelt side og derfor er det rimeligt ligegyldigt når de dør eller bliver truet. Alle i filmen virker også utroligt inkompetente og uprofessionelle. Skurkene præsterer at skyde samtlige Secret Service agenter og stjæle deres våben, uden at en eneste af dem bliver såret. Først når Channing Tatum kommer i aktion er der nogle af skurkene der dør. Og så dør de pludseligt til højre og venstre.
Men det er ikke kun dem. Præsidenten opfører sig lidt som en klovn, hans personale ligeså og militæret er grader af uduelig hele vejen igennem. Det er som om at budskabet om at Channing Tatums rolle har problemer med autoritet skal smitte alle omkring ham så han virker mindre inkompetent.
For mig betyder dette at filmen er utroligt svær at tage seriøst. Når alle er inkompetente og en smule fjollede kommer jeg ikke til at holde mere af dem, jeg synes bare de skulle være skiftet ud for længe siden. Desværre synes jeg at det oftest er sådan med Roland Emmerichs film. De gør så stort et nummer ud af at lave alle karakterer så mondæne som muligt at det nemt kammer over i inkompetence.
Visuelt synes jeg også filmen virker middelmådig. Filmen ligger godt ud med en eksplosion inde i en bygning, men alt derefter har en lidt falsk følelse over sig. Helikoptere og fly opfører sig alle virkeligt unaturligt, og ser derfor også uægte ud. Og når først nogle af elementerne ser falske ud mister scenerne noget af deres værdi. Når det så ovenikøbet er en scene baseret på inkompetente beslutninger så bliver det kun værre.
Inden døre er der naturligvis massere af skududveksling og slagsmål mellem Channing Tatum og diverse håndlangere. Det er ikke på nogen måde uforståeligt hvad der foregår, men det er heller aldrig rigtigt godt lavet. Skudscenerne bliver hurtigt til krydsklipning mellem folk der skyder og skud der rammer, og nærkampsscenerne lider af rystet kaotisk kamera føring. Når der så står i mit pressemateriale at Channing Tatum lavede mange stunts selv kan jeg kun savne at man bedre kan se hvad der foregår.
Jeg ville ønske at filmen havde roller der var mindre dumme. Hvis det var tilfældet tror jeg bedre jeg kunne tilgive at filmens effekter ikke er helt gode nok. Men når man bliver ved med at stable dårligt oven på hinanden er der bare ikke så meget godt tilbage. Filmen underholder hvis man helt slukker for sin hjerne og ingen forventninger har. Men i virkeligheden ville jeg anbefale at man i stedet så Die Hard (1988) og Independence Day (1996).
