Skriv en kommentar
Tre udfarende unge mennesker skal af sted, målet er det mytiske meteorkrat Wolf Creek. Ben (Nathan Philips), Kristy (Kestie Morassi) og Liz (Cassandra Magrath). En pool-party afholdes, inden ungersvenden og møerne næste morgen lægger støvskyer bag sig. Der er noget imellem Liz og Ben, de har en svaghed for hinanden. Turen er lang, og de må gøre hold flere gange. I en lille ørkenflække møder de et par tarvelige hillbillies, der ikke kan abstrahere sig fra Liz og Kristy, og højlydt fortæller hvordan de skal tages. De to piger får Ben ekspederet ind i bilen inden det udarter sig.
Wolf Creek tårner sig lnagsomt op. De begiver sig op i krateret, bilen står ved en tom parkeringsplads. Det er grådiset vejr, støvregn tegner luften.
Aftenstid, nede ved bilen. Den vil ikke starte. Strandet i dette ingenmandsland. Men ”heldet” er ude efter dem. I aftenmørket tegner der sig et par lygter mod dem. En herre i 40´erne stiger ud og præsentere sig som Mick Taylor (John Jarrat). Han tilbyder dem hjælp. De er noget afventende, men tager alligevel i mod. Ude på hans ranch, en rodet lodseplads og tidligere minegraverplads, får de sig en sludder omkring bålet, og smagt på noget af Mick´s hjemmebrændevin. Han går i gang med at fikse deres bil. De er yderst taknemmelige. Lige indtil næste morgen.
Liz vågner op alene, bundet og kneblet i et lille skur. Langsomt toner gårsdagens begivenheder frem. Hun hører skrig udenfor. Micks venlige ydre er tilsyneladende afløst af et bestialsk indre. De er havnet i et langt og smertefuldt mareridt!
Hvor motorsavsmassakren (den nyrestaureret) ophører tager denne lidt dogmeagtige film over, ud i rædslernes tomrum. Med utrolig få virkemidler løser Greg McLean opgaven til UG, indenfor horror/splatter genren. McLean er nyslået instruktør, det er hans anden film, og derfor et interessant navn at følge. Filmen er trofast med de seksuelle islæt, det uskyldige kontra vanviddet, og den rå billedstil, fanger øjet, og opspillet følger det slagets gang. Der er blod, der er afhuggede legemsdele, der er alt hvad en horrorfan kan begære. Maniaken Mick Taylor, spilles dejlig dramatisk og fandenivolsk af John Jarrat, som et split mellem Crocodile Dundee og Steve Irwin (Crocodile Hunter). Resten af truppen følger fint med. Go fornøjelse i biografmørket, og med filmes slogan for øje; ”dem der dør først, er de heldige!”
