Skriv en kommentar
Kvinder! Grib de røde faner!
Jamie Fitzpatrick (Maggie Gyllenhaal) er mor til sine ordblinde datter Malia, men hendes skole gør intet for hende. Jamie har hverken råd til at flytte skole eller overtalelsesevner til at få hende flyttet klasse. Nona Alberts (Viola Davis) er skolelærer på skolen, men har mistet motivationen og lidenskaben i tidens løb, samtidigt med at hendes egen søn falder længere og længere bagud bogligt og hendes ægteskab krakelerer.
En dag får Jamie nok og allierer sig derfor med Nona i kampen mod en bedre skole, ikke kun for deres egne børn, men for alle børnene i nabokvarteret. Bevæbnet med kvindetække og påståenhed, naivitet og tro går de begge op i mod skolens ledelse, kollegaerne, fagbevægelsens bureaukrati og korruption, undervisningsministeriet kringlede regler og deres egne evner. Alle har jo ret til en fair skolegang!
Simplificeret lovforslag
Baseret på virkelige begivenheder efter den såkaldte ”The Parent Trigger” lov, som blev vedtaget i Californien i 2010, og hvor en gruppe forældre efterfølgende forsøgte at overtage svigtende skoler i Californien. ”Parent Trigger” loven giver forældre med et flertal blandt forældrene og skolelærerne ret til at overtage skolen og afskedige skoleledelsen og dermed danne en ny velfungerende skole.
Det er med udgangspunkt i denne lov at Won’t Back Down danner grund. Dog med en overvejende sandsynlighed for, at simplificerer hele processen til sort og hvidt. Kun dilemmaet omkring skolelærernes tvivl om at gå mod deres egen fagbevægelse og dermed fjerne deres sikkerhedsnet eller forblive sikre med uændret tilstand, giver en nuanceret debat. Men den ordblinde Jamie, der sammen med en skolelærer, sammen udfærder et 400 siders lovandragender på to uger, fordi de har hjertet på rette sted, virker usandsynligt. Ligesom Jamies smilende intelligens åbenbart har ligget latent i mange år.
En spand moralsk opkast
Viola Davis og Maggie Gyllenhaal spiller som altid troværdigt. I det hele taget er rollebesætningen med, udover de to nævnte, Oscar Isaac, Holly Hunter, Rosie Perez, Lance Reddick og den kun 11-årige Emily Alyn Lind som Jamies ordblinde datter Malia, helt igennem sublimt. De får alle deres roller til at virke virkelige og troværdige, og deres hvert især intense skuespil løfter filmen gevaldigt. Ikke mindst måden hvorpå den tidligere oscarnominerede Viola Davis formår på en gang synligt og på en gang usynligt at gemme på en ubærlig hemmelighed. Der er et eller andet bag hendes facade, som vi desværre får sentimentalt udspillet til sidst i filmen.
Første halvanden time af Won’t Back Down er både dramatisk, vedkommende, intelligent og har en masse på hjertet, med kun enkelte maveforpinte udbrud. Men den sidste halve time derimod er decideret ulidelig! Den ene spand moralske opkast I hovedet bliver fuldt op efter den anden. Og som man sidder der i biografsædet, tilsølet af moralsk mavesyre, tænker man hvorfor det hele pludseligt skulle blive helt igennem ligegyldigt?
En kædereaktion af på hinanden følgende scener får filmen til at falde betydeligt i kvalitet. Den mister momentumet for at kæmpe med kvinderne og pludselig ønsker man at de tårevædede, klynkene og mavesure kællinger taber ræset og bliver sat på plads i samfundet. Nej, vi gider ikke se på begrædte mødre krænge deres inderste følelser ud foran en forsamling. Nej, vi behøver ikke at høre, hvor meget de alle elsker hinanden. Og jo, vi har forstået sammenhængen i historien og hvad der kommer til at ske nu. Så vi behøver ikke få det forklaret igen!
Oscarmadding?
Won’t Back Down kunne snildt gå hen og få et par oscarnomineringer, da det er de sublime skuespilpræstationerne, som løfter filmen, og filmens tema om kvindekamp, retfærdighed og håb er noget, som oscarkomiteen gerne æder råt. Det er Daniel Barnz’ tredje film, efter de mindre kendte Phoebe In Wonderland (2008) og Beastly (2011), men han skal næppe gøre sig forhåbninger om noget. Dertil bliver filmen til sidst alt for svag.
