Skriv en kommentar
En konstant spændt biceps
Hvis man kender lidt til Guy Ritchie, som er instruktøren af denne film, så ved man at hans film plejer at være nogle hurtige, rapkæftede, komiske og actionfyldte omgange, men her i Wrath of Man har piben fået en anden lyd. Wrath of Man er alt andet end en typisk Guy Ritchie film. Og dog, den er stadig rapkæftet, actionfyldt og endda med komiske øjeblikke her og der, men denne gang bliver det ikke gjort med et smil og et blink til kameraet, denne gang er det direkte ondsindet, brutalt og voldsomt. Wrath of Man har en seriøs nerve, og det er svært ikke at se filmen med en konstant spændt biceps. Det er ren indestængt vrede der udfolder sig på skærmen, smukt kontrolleret af Guy Ritchie. I øvrigt med hjælp fra et vanvittigt godt soundtrack af Christopher Benstead.
Altid kølige Jason Statham
Gennem dette voldsorgie er vores hovedrolle den altid kølige Jason Statham, der her bliver brugt fuldstændig perfekt. Jason Statham er ikke verdens bedste skuespiller, men det han kan, kan ingen andre, og her bliver hans talent udfoldet i et skræddersyet koldt tough guy-univers. Dog er dialogen skuespillerne imellem en til tider pinlig omgang, med lommefilosofiske drengerøvs-replikker der bare ikke fungerer. Opbygningen af filmen er heller ikke helt optimal, hvor nogle sektioner føles unødvendigt lange og andre for korte. Men man er villig til at accepterer de små fejl, for man kan ikke undgå at blive opslugt af Jason Stathams hævnaktion.
Wrath of Man er en iskold hævnfilm, der skønt dens hårde ydre har en meget sårbar historie i fokus. Med et stemningsfyldt soundtrack tager den dig langsomt og sikkert med på en voldsom hævnaktion, med Jason Statham som den ultimative tough guy. Rapkæftet og actionfyldt som en Guy Ritchie-film skal være, men denne gang er det anderledes. Denne gang gør det for alvor ondt.
