Skriv en kommentar
Jonathan Liebesman må være i besiddelse af klodens skarpeste trailerinstruktør. Som det var tilfældet med sidste sommers måske største skuffelse på blockbusterfronten, Saving Private Ryan/Independence Day hybriden der var World Invasion: Battle Los Angeles, har han med Wrath of the Titans igen formået at love guld og grønne skove i to minutters doser, blot for at stå klar med rådne æg i det sekund man åbner picnickurven med forventninger.
Bevares, måske skulle man alligevel have set det komme. Wrath of the Titans efterfølger 2010’s Clash of the Titans, som bedst kan beskrives som fem actionsekvenser klippet sammen til én langgaber af en film. Kombineret med Liebesmans ti tommelfingre kunne korthuset vel ikke andet end vælte igen-igen.
Ti år er gået siden halvguden Perseus (Worthington) sejr over den frygtindgydende Kraken og han forsøger nu at leve et roligt liv med sin søn. Men gudernes magt er svindende, og Perseus må igen kæmpe for menneskeheden imod titanerne, denne gang i skikkelse af den mægtige Kronos.
Hvor instruktøren trods alt udviser en smule fornemmelse for effektfyldt action med alt hvad den græske mytologi ellers kan fremmane, imponereres man ikke i samme grad på fortællerfronten. Skulle søvnen trænge sig på i pauserne fra det ene flotte monster til det næste er der intet at frygte, da det uendeligt klodsede manuskript nok skal kaste en (over)forklarende sætning ind når Liebesman igen mister troen på sit publikums syns- og høreevne.
Liam Neeson (Zeus), Ralph Fiennes (Hades) og Bill Nighy (Hefaistos) ville pynte på alle rulletekster, men hvad gør det når de både ser fjollede ud og ikke kan andet end kløjes i ordene der ligges i munden på dem. Nighy er lyspunktet hvis der er et, men han repeterer nu egentlig bare sin rolle som Davy Jones i Pirates of the Caribbean serien, denne gang uden blækspruttehoved. Repetition er også ordet der falder først for i Sam Worthingtons tilfælde, som efterhånden har spillet den samme karakter i 3 år, mens Rosamund Pike (Andromeda) er med som ene høne i haneflokken, for så er der jo nok flere piger der indløser billet. Bare ærgerligt at de i så fald bliver vidne til en nærmest fornærmende ligegyldig karakter, hvis eneste formål gøres klart i filmens sidste 5 minutter. Hayden Christensen og Natalie Portmans romance i de berygtede Star Wars prequels fremstår som ren Bogart/Bergman til sammenligning.
Havde Wrath of the Titans haft premiere for 10 år siden ville den ganske givet være blevet lovprist for sin tekniske kunnen og været bedre i stand til at camouflere dens mangler. I 2012 er den bare endnu et effektspektakel uden indhold.
Måske er denne signatur bare ikke målgruppen. Måske er det hele ganske godt og tilfredsstillende hvis man bare vil have skralderbang for pengene. Måske man bare skulle give sig selv hen og ikke forvente anden dybde end den påklistrede 3D-effekt. Måske er det okay at blive talt en smule ned til, så man selv slipper for besværet… Men måske er det også okay at forvente mere.
