Skriv en kommentar
Er man interesseret i filmbranchen, ikke mindst den danske, vil man utvivlsomt kaste sig over Anne Mette Lundtoftes portræt af Zentropa. Spørgsmålet er dog, om man er blevet så meget klogere efter endt læsning.
Har man sagt Zentropa må man også sige Lars von Trier og Peter Aalbæk. I offentligheden er Zentropa i den grad bundet op på makkerparret von Trier og Ålen, den geniale filminstruktør og originalen af en filmproducent der med stort talent tegner selskabet udadtil. For den der vil portrættere Zentropa består en væsentlig udfordring derfor i at komme bag denne makkerparrets markedsføringsstrategi. Det magter Anne Mette Lundtofte imidlertid ikke. Tværtimod består det meste af bogen i mere eller mindre hårrejsende beskrivelser af Peter Aalbæks excesser som leder. Man skal ikke slå op i mange erhvervslivsbøger for at finde typologier der uden videre kan kategorisere Aalbæk som havende psykopatiske ledertræk. Det er der dog ingen afsløring i; pressen har gang på gang fodret os med lignende historier eller rettere Ålen har gang på gang fodret pressen med historierne – og denne gang er der altså kommet en hel bog ud af det - helt i Ålens ånd, helt efter Zentropas markedsføringsstrategi.
Zentropa er ikke desto mindre et unikt filmselskab der fra starten i Ryesgade i 1992 og et godt stykke ind i 00-erne nu i filmbyen i Avedøre har stået for filmkvalitet der rækker langt ud over landets grænser. Desværre formår Anne Mette Lundtofte ikke at beskrive den enorme kreativitet der gennem årene er blevet udfoldet i Zentropa. I stedet får vi noget der ligner en samling kulørte anekdoter der tilsammen tegner et billede af et selskab der mere og mere lider under Peter Aalbæks regime efterhånden som kreativitet og originalitet afløses af magtbegær og skruppelløs bundlinjetænkning. Det endelige fald sker ved salget af mere eller mindre værdiløse aktier til medarbejderne i 2006 og ved salget til Nordisk Film i 2008.
På et tidspunkt citeres Aalbæk for at sige til medarbejderne, at Zentropa er en sekt. Anne Mette Lundtoftes portræt understøtter synspunktet. Og med forfatterens meget ærlige sidste kapitel i bogen, hvor hun nøgenbader sammen med Aalbæk og en flok medarbejdere initieres hun så at sige selv til sekten. Således fornemmer man, at arbejdet med bogen har været én lang initiering til Zentropas medarbejderkultur, hvad den så er for en, for det er vel snarere Ålens kultur, hun initieres til.
Konklusionen må derfor være, at man savner en mere kølig og ”objektiv” omgang med kilderne, der forholdsvis kort og kontant kunne sætte ord på Aalbæks ledelsesstil for så i stedet at fortælle levende om den kreativitet der udfoldes i Zentropa blandt en hel masse pragtfulde filmfolk i en branche grundlæggende præget af markedsøkonomi.
