Skriv en kommentar
Da "Zombieland" udkom i 2009 blev den en øjeblikkelig klassiker. Det skyldtes bl.a. det ofte hysterisk sjove manuskript af det, på daværende tidspunkt, kommende "Deadpool"-makkerpar, Rhett Reese og Paul Wernick, samt skuespilspræstationer af hhv. Emma Stone, Jesse Eisenberg, Abigail Breslin og Woody Harrelson. En efterfølger var længe undervejs, men endte i desværre i filmverdens svar på skærsilden, et såkaldt "development hell". I sidste ende er det dog lykkedes at lave en efterfølger, 10 år efter, og gudskelov er det en habil en af slagsen.
I "Zombieland: Double Tap" følger vi den dysfunktionelle "familie", bestående af Tallahassee, Columbus, Wichita, and Little Rock, fem år efter begivenhederne fra den første film. På jagt efter et sted at kalde hjem, rejser vennerne gennem det øde USA, og støder hertil på nye overlevere, der tilslutter sig deres lille entourage. Men nye, avancerede zombier begynder samtidig at vise sig som værende en stor mundfuld for gruppen.
Selvom de fire originale skuespillere alle er blevet store stjerner siden 2009 (Harrelson var ganske vist allerede en stjerne før), så er der ikke træthed eller ugidelighed at spore i deres medvirken. Tværtimod er der en beundringsværdig og efterhånden, desværre, sjælden legesyge i deres præstationer (tænk blot tilbage på hvor umotiveret Jennifer Lawrence virkede i ”Dark Phoenix”). Her virker det til at Suespillerne rent faktisk har det sjovt. Særligt Eisenbergs og Harrelsons sammenspil er virkelig morsom, og scenerne med deres dobbeltgængere i form af Luke Wilson og Thomas Middleditch er et vidunderlig opfindsomt gimmick.
Filmens absolutte grin kommer dog i form af Zoey Deutch i en genial birolle, som en usandsynlig overlever af zombieapokalypsen. Hendes komiske timing er helt perfekt, som en naiv og passiv-aggressiv millennial, der slutter sig til de umage overlevere. Desværre kan man ikke helt undgå at sammenligne med originalen, og der kan ”Double Tap” ikke helt være med på samme niveau. Man kunne godt have ønsket sig en historie med lidt mere kød på - specielt når forfatterne nu engang har haft 10 år til at finpudse og optimere manuskriptet. Det er ikke alt humoren der går rent hjem, og nogle af birollerne virker lidt malplacerede. Men en dejlig og veltimet cameo af Bill Murray går man aldrig galt i byen med.
Skønt der er lidt længere mellemrum mellem de store grineflip, så gør det veloplagte castensemble alene at filmen er alle pengene værd.
