Skriv en kommentar
Michelle (Mary Elizabeth Winstead) kører langs motorvejen da noget rammer hendes bil og den tumler af vejen. Da hun vågner op er hun lænket til en mur i hvad der viser sig at være en underjordisk bunker. Manden der ejer bunkeren, spillet af John Goodman forklarer at der har været et angreb og at luften udenfor er giftig.
Jeg har ikke lyst til at fortælle mere af plottet fra filmen, for i modsætning til mange moderne film er det blevet gjort et mesterligt stykke arbejde ud af at skjule detaljer om 10 Cloverfield Lane. I den moderne verden kan det ellers være svært ikke at vide næsten alt om en film inden man ser den, så når en film som denne holder det hemmeligt fortjener det at blive fejret.
Plottets format er simpelt nok, ligesom seeren er Michelle afhængigt af at tro på hvad bunkerens ejer siger, og det er naturligvis svært at tro blindt på så dramatiske udtalelser. Filmen gør et godt stykke arbejde ud af at vende tingene på hovedet af flere omgange, og præsterer at stille både situationen og personerne i et nyt lys gang på gang.
Som hovedperson er Michelle både handlekraftig og velovervejet. Hun virker aldrig naiv eller irriterende i sit forhold til information. Det er dejligt nemt at se på Mary Elizabeth Winsteads ansigt når hun tolker information og beslutter hvad det betyder. Det inkluderer seeren på en måde som er vigtig når filmen har så få figurer. John Goodman brillierer i en rolle der gør brug af mandens fysiske størrelse såvel som hans dramatiske spændvidde.
Bunkeren de to er fanget i fungerer godt som et fysisk rum der har evnen til at skifte stemning baseret på hvilket sindelag Michelle befinder sig i. Konstante glimt igennem diverse udsigtsvinduer minder seeren, og Michelle om at hun er spærret inde, noget der, kombineret med Bear McCreary’s musik, der læner sig tungt op af spændingsfilms temaer, giver filmen stor dynamik på trods af sit begrænsede fysiske rum.
Jeg vil ikke sige at slutningen på filmen er nogen kæmpe overraskelse, men nærmere at den er en af mange teorier man kan opstille undervejs. Det betyder også at det ikke virker som om at filmen trækker en tilfældighed op af hatten, men nærmere at den bygger på det univers den har konstrueret undervejs.
Alt i alt er jeg stor fan af filmen som spændingsfilm. Skuespillerne leverer, manuskriptet vender og drejer på spændende måder ud fra et godt setup, og det tekniske er på plads. Den bruger en smule tid på at udforske sine figurer, men det er spændingen, og uvisheden der holder den kørende på fantastisk facon.
