Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der har været adskillige advarsler om at gå nær havet i hajfyldt farvand. Ikke mindst da Jaws (eller Dødens Gab om man vil) gik sin sejrsgang. Om hajer generelt har været så menneskesultne har været oppe at vende ved flere lejligheder, og selvom at faren er stærkt overdrevet, så har frygten for isolation på bølgen blå med sylespidse tænder under sig været til at tage og føle på.
Javist, der har også været en lang række ufatteligt dårlige film, som nærmest har latterliggjort konceptet, men omvendt også nogle ret så effektive og klaustrofobiske oplevelser. I nyere tid kan The Shallows nævnes, mens vi skal tilbage til titler som Open Water og Deep Blue Sea for at finde gedigen underholdning. Heldigvis kan man stadig også finde nogle ganske skræmmende bud stadig, for 47 Meters Down er netop et eksempel på dette. Vi følger søstrene Lisa og Kate på ferie i Mexico. Lisa er netop blevet forladt af sin kæreste, som synes hun er alt for anonym og kedelig. For at bryde med dette billede, så aftaler de to piger at de vil prøve en dykkertur i bur. De tænker at det vil være godt at prøve noget ekstremt, for at komme videre i tilværelsen og afprøve nogle grænser. Alt går som planlagt, indtil buret vrister sig fri og tvinger de to søstre ned på 47 meters dybde. Radiokontakten med dykkerbåden er tabt og de har begrænset ilt i beholderne. Hvis ikke de vil dø af iltmangel, så er de tvunget til at søge ud af buret og selv søge opad. Det er bestemt ikke nogen ønskesituation, for omkring buret kredser en gruppe nærgående hajer.
Det er absolut en nervepirrende situation de to piger er havnet i. Hvad der skulle have været en herlig oplevelse, ender som et sandt mareridt. Rammerne for desperation, panik og angst er ganske udpræget, og 47 Meters Down er et glimrende studie i hvordan man som seer føler med sine helte. Det er både neglebidende og nervepirrende at overvære. Ikke mindst fordi rædslen ses så tydeligt inde under pigernes masker, selvom de forsøger at bevare fatningen og optimismen. 47 Meters Down spiller på det gruopvækkende ved at være sat ud af spil. Hajerne er glubske og der er masser af sædehop undervejs til publikum, men den egentlige terror foregår i hovederne på søstrene.
I min verden er hverken Mandy Moore eller Claire Holt nogen videre berømtheder, selvom de hver især har gjort sig på seriemarkedet og førstnævnte desuden som stemmelægger til velkendte tegnefilm. Det er måske netop en af årsagerne til at dynamikken mellem søstrene fungerer så godt. De ligner nemlig ”helt ”almindelige mennesker” og det er måske derfor at man rammes af realismefølelsen. De to personer kunne lige så godt være dig eller mig eller nogen vi kender. Der er vel sagtens kun Matthew Modine (Stranger Things, En Fremme Flytter Ind, Ful Metal Jacket) som fremkalder lidt stjernestøv i rollen som kaptajn på det skib, hvor buret fires ned fra. Faktisk er der kun 6 medvirkende i filmen, hvor enkelte ikke for alvor fylder noget, så lønudgifterne har nok været på et acceptabelt niveau. Det samme kan sikkert siges om selve produktionen, men det gør slet ingenting. Vigtigst er at holde en film som denne så simpel som muligt, for at fastholde realismen. Og gør så klar til et kæmpe mindfuck til allersidst. 47 Meters Down er et fint bevis på at man sagtens kan tjene en flot karakter uden at have en masse blikfang og publicity omkring sig. Desværre kan jeg godt frygte at rigtig mange aldrig finder ud af at den eksisterer. 5 dybhavsgodbidder herfra.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
