Skriv en kommentar
Hun var Rey i den seneste Star Wars-trilogi og hun var også ombord på Orientekspressen, da Hercule Poirot i 2017 skulle opklare et mord. Nu er Daisy Ridley at finde i rollen som Ava, der søger efter sin mand, der ikke har givet livstegn fra sig, siden USA ved et uheld kommer til at detonere en ny våbentype ud for Tasmaniens kyst. En kæmpe eksplosion i den forbindelse efterlader byen Hobart destrueret, og det har her, at Avas mand var på forretningsrejse.
Hun føler sig nødsaget til at handle, og rejser dertil for at hjælpe med at bjærge ligene, men også med et spinkelt håb om at få vished om mandens skæbne. Her møder hun Clay og Mitch, der siden på hver sin måde bliver en del af Avas skæbnefortælling. Langt værre endnu er dog det faktum, at de indbyggere, der ikke direkte omkom under eksplosionen, er efterladt hjernedøde og begynder at udvise en aggressiv adfærd. Et mareridt kan begynde, for Ava skal kæmpe for at holde sig selv i live, mens håbet om et gensyn med sin mand skal holdes intakt.
Man kan hurtigt få indtrykket af, at vi har at gøre med endnu en klassisk zombie-film, som låner fra “Night of the Living Dead” eller “The Walking Dead”. Kig bare på filmens poster, og fortæl mig noget andet. Er du til splat og syge måder at få ryddet op i zombierne, så er det ikke her, at du skal stige på toget. “We Bury The Dead” er nemlig helt anderledes. Bevares, de genopstandne er ganske vist gjort ulækre og er utvivlsomt ude på skrammer, men det er såmænd en ganske anden historie, som Zak Hilditch vil fortælle. De skræmmende rammer er… ja, rammer. Ava har nemlig også noget helt andet at skulle begrave. Der er nemlig ikke ren idyl på de indre linjer, og en vielsesring spiller en ikke uvæsentlig rolle i hele miseren.
Zak Hilditch vil mange ting på halvanden time. Han når i mål, men vejen er i sidste ende ganske rodet og desværre ikke ret underholdende. At have Daisy Ridley med på holdet har ikke for alvor nogen star quality, og “We Bury The Dead” er lettere forglemmelig, som konklusionen nok også kan udledes at det sparsomme biografudbud, den gennemgik. Tilmed lover jeg, at du hurtigt bliver træt af lyden af zombier, der skærer tænder. Det lyder gennemgående som om, at der er nogen, der sidder og knækker en masse nødder helt uden at gide at spise dem.
“We Bury The Dead” er og bliver en temafilm, som ikke for alvor imponerer nogen steder. Konklusionen skulle nok forestille at være vidtrækkende, men det er sandsynligvis nok kun filmskaberen og sit crew, der sidder tilbage med den følelse. Alle vi andre er ganske uforløste.
