Skriv en kommentar
Min første indskydelse, hvis nogen nævnte en komedie om kræft, ville nok være, at det lyder som en frygtelig ide. Jeg er ikke imod, at man laver sjov med tabu emner, jeg har bare svært ved at se nøjagtigt hvad der skulle være sjovt i at nogen har kræft. I det mindste uden at konceptet bliver helt udueligt fjollet. Med dette i baghovedet vil jeg derfor have lov at udtrykke følgende: 50/50 er ikke bare en rigtigt god komedie, det er en rigtigt god film.
I filmen får den unge mand Adam, spillet af Joseph Gordon-Levitt, at vide at han har en kæmpe kræftsvulst siddende på sin rygrad. Naturligvis skubber det voldsomt til hans verdensbillede, et billede der dog lader til at være rigtigt stabilt ved første møde med sygdommen. Hans venner, kæreste og forældre tager det alle ganske godt til at starte med.
Desværre viser det sig at ikke alt holder til et møde med kræft over længerer tid. Men vi er her ikke for at videregive resten af handlingen på filmen. I stedet kan jeg fortælle at filmens udvikling, og udformning, giver et langsomt indblik i Adams personlighed og liv, de fleste af dem så subtilt fortalt, at man virkeligt føler, at man bare deler oplevelsen med ham. Og det er en oplevelse. Filmen bliver lanceret som en komedie, men den er sjov på en overraskende dagligdags facon. Det er ikke situationer, eller karakterer der ligger til grund for komedien, men i stedet en utrolig fin balance mellem virkelige mennesker og absurde dystre situationer.
Filmen er i det hele taget så svær at placere genremæssigt, at det sikkert er bedst slet ikke at forsøge. Den er god, sjov og følelsmæssigt medrivende og kan man så i virkeligheden overhovedet tillade sig at forlange mere?
Alt i alt en fantastisk film, teknisk effektiv og med skuespillere, der alle gør det ganske forrygende.
