Skriv en kommentar
Idéen er ellers god i denne anderledes og eksistentielle spøgelseshistorie. At lade den mandlige hovedperson (Casey Affleck) dø meget tidligt i filmen, for så efterfølgende at lade ham hjemsøge huset hvor han før boede med sin kæreste (Roney Mara). Ikke som en uhyggelig svævende ånd eller klam rådnende zombie, som vi kender det fra utallige spøgelsesfilm, men i stedet blot som en mand med et lagen over sig, med huller klippet til øjnene. Som vi kender det, når børn er klædt ud som spøgelser til fastelavn.
Denne måde at fremstille et spøgelse på, er på én og samme tid enkel og lavpraktisk, barnagtig og sjov. Men denne præmis er desværre ikke nok til at bære en hel film. Den havde været tilstrækkelig til en musikvideo, reklamefilm eller sågar en kortfilm, men ikke en spillefilm på 92 minutter.
En spillefilm behøver ikke have et indviklet plot eller et hurtigt tempo for at fungere. Efter min mening er de smukkeste og mest rørende film ofte dem, der udover selve handligen har noget ekstra i sig, som gør at man som publikum bliver draget, om det så er personskildringen, den visuelle æstetik, lyden eller noget fjerde.
Men der er simpelthen ikke noget der drager i A Ghost Story, ikke noget der gør at man bliver fanget eller rørt, og jeg endte derfor med at kede mig bravt.
Dræbende langsomme scener
Mange af filmens scener er lavet med et stillestående kamera, uden så meget klipning, så vi som en slags voyeur blot iagtager karakterne gøre de ting de gør. Da manden (som ligesom kvinden forbliver navnløs) er død, ser vi kæresten i den sorg hun oplever efter tabet. Vi ser hende komme hjem til et tomt hus, og vi ser hende sidde på gulvet mens hun spiser en helt tærte for at fylde det tomrum som tabet af manden har medfulgt. Og samtidig ser vi manden stå som et spøgelse i hjørnet og iagttage hende.
Vi ser disse ting udfolde sig i et udnødvendigt langsomt tempo, som vil sætte enhver seers tålmodighed på prøve. Og desværre kommer vi aldrig rigtig tæt på karakterne, hverken kvinden, hvis sorg vi kan iagttage, men aldrig rigtig mærke, eller manden, der som spøgelse gennem det meste af filmen blot står og aigttager ting ske foran ham. Heller ikke ham kommer vi tæt på, da det er svært at aflæse mimik og følelser når de er gemt bag et lagen.
Tiden går i det lille hus og spøgelset bliver ved med at stå og iagttage, selv efter kæresten er flyttet, ligesom man som publikum bliver ved med at iagttage, med et håb om, at der snart må ske noget i filmen. Men det gør der ikke. En vag pointe omkring livet, døden, og hvilket aftryk vi efterlader os når vi dør, overtager til sidst historien, og ender med at være det man sidder tilbage med når filmen er slut. Rooney Mara og Casey Affleck gør det godt som det unge par, men der er ikke meget de kan stille op, i en film der simplethen mangler handling og tempo for at fungere.
