Skriv en kommentar
At se A Girl Walks Home Alone at Night er som at deltage i en leg, hvor det gælder om at sammensætte en række ikke-relaterede, nogle gange modsigende ord med det mål at ytre en sætning, der aldrig er ytret før. Men du kan ligeså godt give op på forhånd, for Ana Lily Amirpours første spillefilm vil markere sig som vinder fra startskuddet og det til trods for dens minimalistiske dialog. Hvem kan f.eks. hamle op med, Feministisk chador-klædt vampyr på skateboard i iransk spøgelsesby eller Transkvinde danser med heliumballon til western-musik ?
A Girl Walks Home Alone at Night serverer oxymoroner på fad, og de vil kun være absurde og uforstående for den snæversynede.
En ensom vampyr
I første scene stjæler den James Dean-lignende, Arash (Arash Marandi), en kat fra en baghave, og derefter passerer han upåvirket en massegrav, hvis eksistens falder ind i baggrunden. Han føler sig alene, og han er ikke den eneste. Derhjemme roder hans far rundt på gulvet, afhængig af dyre stoffer og kvinder, og i nattens gader finder man den aldrende prosituerede, Atti, stolt, men trist. Saeed er gangsteren, der sælger narkotika og straffer Arash for hans fars løftebrud og snyder Atti for hendes penge. Dette er spøgelsesbyen, Bad City, en forstad i Iran.
Uvist af dem alle begiver en ung kvinde (Sheila Vand) sig rundt i gaderne og holder øje med dem. Hun er iført en stribet bluse og islamisk chador, og hendes store, sjælfulde brune øjne er stærkt optegnede med sort eyeliner. Hun er en ensom vampyr, hvis mission er at tage hævn på mænd, der gør kvinder uret. Gådefuldt følger hun efter dem uden at sige et ord, og snart efter får de, hvad de fortjener. Men hun er ikke god. Det er hvad, hun fortæller Arash, da deres ensomhed tiltrækker dem til hinanden i en indforstået længsel.
"She's just a normal girl, dancing to her favorite song"
A Girl Walks Home Alone at Night er enormt lækker scenografisk. Næsten hver sekvens synes at tilbyde sig selv som potentiel kunstfotografi til væggen, og lange scener gør det muligt for seeren virkelig at sætte pris på den visuelle rigdom. Mens synet forkæles er soundtracket en medrivende gave til hørelsen, et, der fungerer som figurelement i filmen. Med genrer som britisk new wave, jordansk punk og iransk indie rock ledsager musikken filmens figurer og hjælper dem med at formidle deres følelser til publikum og til hinanden. Specielt står scenen, hvor vampyren danser alene i sit kælderværelse til Farahs, Dancing Girls klar i min hukommelse. Jeg kunne se på hende danse hele dagen. Mens Arash’ blik udtrykker sorg og uskyld, er hendes fuld af privat mystik, der ønsker at blive forstået af den rette modpart. Til tider er hun decideret skræmmende og så alligevel stærkt tiltrækkende.
A Girl Walks Home Alone at Night er den mest interessant og kreative, måske endda bedste nyere film, jeg har set længe. Den fornyer en vampyr-genre, jeg troede var passé for denne gang, og så igen er det måske blasfemisk at putte den i nogen specielt kategori, for den er i virkeligheden nok sin helt egen.
