Skriv en kommentar
Alperne omhandler et hemmeligt selskab kaldet “Alpeis”, hvis projekt er at fingere fysiske erstatninger af afdøde overfor pårørende. Et lettere morbidt projekt, men eftersigende noget der mildner de pårørendes sorgperiode. Filmen følger fire forskellige hovedkarakterer fra dette absurde selskab, men fokuserer særligt på den svagelige sygeplejerske, der stadig bor hos sin far og derfor finder indhold i sin lyssky sidegesjæft. Sygeplejersken træder istedet for et ægtepars afdøde datter, men begynder at leve sig lidt for godt ind i rollen, at hun snart ikke kan undslippe den.
Lanthimos’ tidligere film Kinetta og Dogtooth, kredser omkring de samme tematikker, der gør sig gældende i hans tredje film Alperne. Det er den maniske illusion og forestillingskraft i Dogtooth, hvor tre teenagere er indespærret i faderens frygt for omverdenens ondskab og den samme leg med realismen i hans whodunnit krimi-debut Kinetta - Lanthimos skildrer menneskets tab af kontrol og passivitetens underspillede brutalitet, og gør det med en sjælden set kunstnerisk tæft. Lanthimos film er anderledes. Hans kulørte, og ofte sarkastiske, opkog af fantasi og realisme, filmenes langsommelighed og fragmentariske struktur, er alle bestanddele i Lanthimos’s tre film - og vil næppe behage eller underholde enhver.
Skønt Alperne er komisk, er den absurdistisk i sin tilgang til karakterens fåtallige handlinger. Lanthimos skildrer menneskets dyriske sider og lader sjældent nogen være i tvivl om hans undergående kritik af det moderne samfunds overfladesøgende og forbrugeriske standpunkt. Karakterne er ofte afstrippede for den omkringliggende civilisation, og fremstår derfor animalske i deres grænsesøgende og fantastiske parallelvirkelighed. Alperne er på samme tid brutal og komisk, og er et must i en ellers genresøgende og konventionspræget filmtid.
