Skriv en kommentar
De må alligevel have haft det sjovt i 1999. Andet kan næsten ikke forklare den bedrift det er, at samle rub og stub af det originale cast fra ungdomskomedien der genopfandt genren, i det forrige årtusinds sidste årti. Sagt på denne måde lyder det som utrolig længe siden, og for alle på nær én er det da også tilfældet. Stiffler og kompagni er tilbage i en vaskeægte, og meget bogstavelig, American Pie: Reunion
Tretten år er gået siden Jim (Biggs) besudlede en uskyldig tærte, i et lystudbrud der øjeblikkeligt blev en del af den amerikanske ungdomskomedies kanon. Nybagt far og gift med Michelle (Hannigan) har fløjten (!) fået en anden lyd. Sexlivet står i stampe og man kan ikke få lov at onanere i fred. Den store genforeningsfest med alle high school rødderne står dog for døren, og muligheden for at komme lidt væk fra hverdagen kan måske sætte fut i dobbeltsengen igen.
Der er ikke udeladt nævneværdige og afslørende begivenheder i ovenstående resumé, det er nemlig omtrent så dybdegående som det bliver og fred være med det. American Pie: Reunion holder hvad den lover og genforener os med gamle ”venner” i et par timer, alt i mens den ikke prøver at være noget den ikke er. Det er for så vidt ikke nødvendigvis uambitiøst, så længe humoren stadig rammer og hjertet er på rette sted.
På det komiske plan lider filmen dog en smule under sine forgængeres succes. Formatet er simpelthen gentaget og kopieret så mange gange siden 1999, også af filmserien selv, at det meste virker en smule uddateret. Stiffler (Scott) udvider sit gross-out repertoire ved at skide i en køletaske og Jims tissemand kommer denne gang i klemme i en bærbar computer. Det er vel 2012.
Det er når filmen modstår trangen til at lave in-jokes med seriens fremskredne alder og undgår at referere til og gentage de andre films hændelser, at den glider lettest ned. For hvad kopisterne som regel glemmer, holder også den nyeste tærtefilm fast i: Karakterer man holder af og som ikke er mere over-the-top end at man stadig kan spejle sig i dem. Selv Stiffler, som ikke har ændret sig for fem flade øre, er elskelig. Selvsamme Stifller er da også denne gang, gentagelse eller ej, det komiske højdepunkt når han, som en altødelæggende tornado af upassethed, er ulækker og uforbederlig i alt han gør og rører ved.
Det er svært at undervurdere hvor stor filmkulturel indflydelse American Pie egentlig har haft. Med Judd Apatow i spidsen må de fleste af 00’ernes komedier i hvert fald siges at være den tak skyldig. Ej at forglemme skabelsen af udtrykket MILF, som siden hen har gået sin sejrsgang på internettets mindre lødige sider. American Pie: Reunion får bestemt ikke samme plads i filmhistorien, men mindre kan også gøre det. Små to timer i hyggeligt og, til tider, morsomt selskab med gamle venner skal man i hvert fald ikke kimse af. Men nogen latterfest bliver det aldrig.
