Skriv en kommentar
Den første midlertidige domstol oprettet af FN for at straffe krigsforbrydere var Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, ICTY. Det tribunal spiller en central rolle i Brad Silberlings amerikansk-serbiske drama “An ordinary man” fra 2017.
Vi er i et unavngivet land, men det er svært ikke at tænke på det tidligere Jugoslavien når man ser landskabet og byerne. Kun én krigsforbrydere fra en nu afsluttet krig i landet er ikke blevet taget af FN; nemlig Generalen (Ben Kingsley), andet kaldes han ikke i filmen. Generalen må flygte fra tilholdssted til tilholdssted godt hjulpet af støtter i landet. Ikke desto mindre går han ofte på gaden for at handle. Støtterne anbringer en kvindelig “hushjælp”, Tanja (Hera Hilmar) hos ham for at kontrollere hans gøren og laden.
Filmen er angiveligt et portræt af en krigsforbryder. Hvad kan få et menneske til at begå krigsforbrydelser? Generalens svar er, at hvad han gjorde var det nødvendige, det folket forventede af ham. Filmen gør ikke meget for at modsige ham – han kan fx stort set gå uantastet på gaden. Og med det svar åbnes for en afgrund af folkeligt had til de fremmede, hvad enten det er naboen eller dem på den anden side grænsen, selvom krigen er slut.
Ben Kingsley, der også er producer på filmen, leverer et afdæmpet men isnende portræt af en mand der tilsyneladende ikke er det mindste i tvivl om sit værd eller på nogen måde fortryder sine handlinger. Generalen er gennemrationel; lige som han lever sit dagligliv med faste rutiner som han kan redegøre for på samme måde er der for generalen forklaringer på alt, og han kender dem, hvadenten han forklarer krigen eller sin unge “hushjælps” liv. Generalen har tilsyneladende kun ét svagt punkt, nemlig et barn han mistede for år tilbage. Det svage punkt er også det der giver filmen fremdrift –på hvilken måde skal jeg ikke røbe her.
Det er filmens styrke at den ikke udpensler, ja nærmet underspiller de rædsler som Generalen står bag. På den måde præsenteres vi for et menneske og ikke et monster. Og “glemmer” vi undervejs at det er en krigsforbryder af de store vi følger, ja måske ligefrem får sympati for den skarptseende, velargumenterede mand, er filmens afslutning så meget mere chokerende, da de usynlige kræfter der står bag Generalen og som han leder bliver synlige. Den fornuft Generalen dyrker er folkedrabets.
Filmen er bestemt velspillet, og velfortalt i den forstand at den billedmæsssigt forholder sig distant registrerende Generalen og hvordan han reagerer da han pludselig får en slags samtalepartner i “hushjælpen”. Men man savner at filmen tør skildre en nation hvor mange af borgerne står bag sine krigsforbrydere. Selvom Generalen på sin vis personificerer de borgere bliver filmen først og fremmest et portræt af en mand der i og for sig er ret intetsigende - An Ordinary Man.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome
