Skriv en kommentar
Fransk film har altid haft ry for at være eksperimenterende og anderledes, så da jeg hørte at Luc Besson havde lavet en ikke actionfilm, var det med spænding, om hvad han nu havde fundet på, jeg satte denne film i afspilleren.
24 timer – men på en ny måde
Den talentløse svindler André, skylder penge til højre og venstre og er ved at miste taget om sit erhverv fuldstændig. Han har ikke mere held i sprøjten, han beslutter derfor at tage sig eget liv, samme dag løber han ind i den tårnhøje blondine Angela, som tilbyder at hjælpe ham. Efter nogen snak lader han sig overtale. Vi følger nu Andre gennem de næste 24 timer hvor Andrés liv ændre sig for evigt, for Angela har mere at byde på end blot et forførende udseende, som måske kan lindre hans smerte et par timer.
Sort/Hvid er også farve
Det første man bemærker, at filmen hele vejen igennem er i sort/hvid hvilket ligesom sætter tonen og ambitions niveauet højt fra starten, for tankerne ledes straks hen på andre sort/hvide nyklassikere som fx ”Hadet” og ”Himlen over Berlin” eller andre i monokrome farver som fx ”Veronikas To Liv”.
Hvis en film er skruet godt sammen, så kan en film med en god handling og god dialog faktisk alligevel få os til at glemme de sort/hvide farven, men opleve filmen i farver og mange nuancer bedre end en rigtig farvefilm kan. Når det lykkedes for en instruktør og hans hold af skuespillere at skabe individuelle følelser og farver inde i seeren, er det værd at se mere end blot en enkelt gang og tale om sand film kunst.
Paris tager sig smukt ud i denne film og Besson forsøger både med lange, og af og til ganske vittige dialoger, om kærlighed, livet og meget mere og lidt smarte kamerature netop at skabe de farver jeg efterlyser. Efter min mening lykkedes det aldrig rigtig, dertil er handlingen for tynd og personerne stereotype og for lidt elskelige til, at vi helt overgiver os til dem og deres skæbne. Besson skulle have kigge lidt mere efter Wim Wenders, som fik de golde betonghettoer i Berlin til at lyse op af håb og kærlighed i ”Himlen over Berlin”, fordi her var der lagt langt mere sjæl i hele produktionen. Det her virker en kende for smart på mig, så jeg blev aldrig rigtig revet med, selvom filmen har sine rørende og sjove øjeblikke, men der nok skal røre nogen.
Det handler om kemi
Det er den fransk-marokkanske standup-komiker Jamel Debbouze og den danske model Rie Rasmussen, som skal bære hele denne film og ideen med, at sammensætte 2 skuespillere med så forskellig baggrund for at skabe en speciel energi er ikke så tosset, men her fungere det bare ikke optimalt, for selvom der kæmpes bravt fra begge skuespillere, nytter det jo ikke når resten af figurerne heller ikke rigtig har noget bidrage til handlingen. Hvis jeg skal nævne et par film, hvor det lykkes godt kan jeg nævne ”House of Games”, ”Before Sunset” eller ”Min Middag Med Andre”. Alle film som hovedsagelig består af dialog mellem 2 personer i forskellige rammer, men alligevel formår emnerne og dialogen at holde os fangen fra første billede og personerne virkelig os engagere os i deres liv og hvad der sker med dem, også efter rulleteksterne. Så her må vi konkludere at nogen gang er der kemi andre gange ikke, og her mener jeg som sagt ikke den er tilstede.
Ekstra Materiale
Endnu engang snydes vi for Ekstra Materiale fra Nordisk Film, hverken filmens trailer, et kort ”Making of” – program eller et kommentarspor, er at finde på disken, hvor filmen starter direkte når du har valgt et af de skandinaviske sprog, som afgør tekstningen af filmen, hvilket også på mig virker en anelse billigt og medvirker endnu mere til følelsen af at dette har været en hurtig omgang fra Besson, mere end et helhjertet forsøg på at begå sig i en ny genre.
Selvom der står ”Trailer” på coveret, er der på disken heller ikke blevet plads til en omgang af Nordisk Films faste traliershow for kommende titler – Nye tider eller ???
Audio og Video
Den tekniske side er dog noget af det flotteste jeg har set i lang tid.
Jeg har snart lyttet til mange Dolby Digital og DTS soundtracks, at jeg efterhånden ved hvad jeg skal lytte efter. Det her er helt sikkert et af de bedste, man er konstant omgivet af aktivitet, selvom der ikke er tale om en actionfilm. Sporet er vel mixet og der er et fornuftigt forhold mellem tale, effekt og musik.
Billedsiden er ligeledes flot. Billedet, som er i 2.40:1 Anamorphic, og står både skrapt, med høj kontrast, flot og uden nævneværdige problemer, hverken i meget mørke eller scener med meget sort. Der er således igen ingen større spor af komprimeringsfejl eller andre digitale artefakter og dem som er, skyldes sikkert mere, at filmen er skudt på rigtig film og ikke digital video.
Konklusion
Jeg har stor respekt for instruktører, skuespillere eller andre filmfolk, som forsøger sig i andre genre end dem vi normalt kender dem for. Derfor var det interessant for mig først for et par uger siden se Luc Besson kaste sig over animation/børnefilm genren og med denne et forsøg på at lavet noget andet end endnu en hard core action film og smarte replikker.
Ikke engang de smukke og dragende billeder af et næsten mennesketomt Paris, af den rutinerede fotograf Thierry Arbogast, kan redde denne lille til tider rørende og sjove film, som i længden aldrig bliver rigtig medrivende på grund af tynde personer og kedelig handling.
At det kun lykkedes halvt kan der være mange årsager til, men man må håbe at Luc Besson ikke er blevet så meget skræmt af blandede anmeldelser på denne film, at han ikke tør bevæge sig ud på dybt vand igen, for han er stadig en god instruktør, som har vist han kan lave film som rykker, om end ikke i følelserne på nuværende tidspunkt, men mere på fart, tempo og humor.
Så på tros af mange gode ideer, og ønsket om en hyldest til kærligheden, bliver den desværre hurtig en tam omgang, som hverken fanger på det ene eller det andet plan - Bedre held næste gang Luc !
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
