Skriv en kommentar
I den romantiske komedie af den arbejdsnarkotiseredet Woody Allen, der igen har skudt en film perle ud, er Jerry (Jason Biggs) den unge lidt uerfarne forfatter, der blandt andet giver den i slapstick genren, der lever efter faste principper, og ikke tager tingene så alvorligt, men skøjter let henover det hele, da succesen også synes ta følge efter, men da han så en dag falder for en af sine venners kæreste Amanda (Christina Ricci), og hun for ham, drejer det hele engang rundt, og nu er det alvor. Amanda er frisindet, utilregnelig (meget), og for Jerry er det hele tiden en mkamp at følge hende, da hun synes at være et skridt foran. Han møder den ældre og lettere afmønstrede kunstner David (Woody Allen), der har en mening om alt, og derfor er uvurderlig for Jerry. Deres ture rundt i Central Park, for vendt mange situationer, og Jerry begynder langsomt at forstå at han også må sætte sig imod. Så pludselig rykker svigermoren Paula (Stockard Channing) ind i lejligheden, og nu er kaoset totalt. David hentyder så på et tidspunkt, pågrund af Amandas og Jerrys manglende sexliv, at hun er ham utro. Samtidig har Jerry sit hyr med sin agent Harvey (Danny DeVito), som han har kendt fra barns sko af, og som i realiteten er spildte penge, hober sig også op i kalenderen. Jerrys motto; anything else er blevet til something else. Da han en dag skygger kæresten og finder ud af at hun er ham utro begynder den store kamp.
Med denne film har Woody Allen sigtet på det lidt mere ungdommelige publikum, blandt andet tydeligt med filmens poster, og også at bruge en skuespiller som Jason Biggs, men i stor stil er der ikke meget ungdommelig i den, da det neurotisek endnu engang stikker sit forvirrede ansigt frem, og hvor antiklimaksen står i kø, med en Jason Biggs, der spiller Woody Allen, og gør det ganske fremragende. En behagelig overraskelse, og formentlig hans skridt ud af de lidt overfladiske ungdomsfilm. Christina Ricci er igen uimodståelig, og sætter nye facetter på sin rolleliste. Stockard Channing er også ganske forbilledlig. En noget desillutioneret Danny DeVito spiller det misforståede menneske, der heller ikke kender sine begrænsninger, og Woody Allen er igen stand-in, som i mange af de sidste film, men hans scener er spækket med den typiske allenske humor, og gør filmen ekstra seværdig. Hypokonderen er langsomt forsvundet ud af billedet i de sidste film, tilbage står de eksalterede, de maniske, depraverede, og neurotiske mennesker som New York synes at være så rig på. Endnu en film optaget på Manhattan, og den kan kun anbefales varmt, også til det yngre publikum under tredive....
