Skriv en kommentar
Da jeg i slutningen 1990´erne så film på CPH:DOX, blev jeg meget fascineret af en russisk filminstruktør, der havde opsøgt de 101 personer i Leningrad, der var født onsdag den 19. juli 1961, hans egen fødedag – og set, hvad var de blevet til 32-34 år efter? Jeg blev meget grebet af tanken – og der var enkelte, der var døde, andre var flyttet til udlandet. Men han fandt ca. 50 personer, som han lavede en bemærkelsesværdig smuk film om. Nogle boede hjemme, andre på gaden, en enkelt var doktor, andre entertainere, direktører m.m.
Filmen var lavet af Victor Kossakovsky.
Nu er den poetiske billedskaber blevet grebet af tanken om, hvorfor vi bor i et dødt materiale, beton? Filmen Architecton starter med en rolig flyvetur gennem Ukraines krigsødelagte beboelseshuse – hvor vi ser det knuste inventar fra øverste lejlighed og ned mod stuen – et fjernsyn er ikke ødelagt, og på mange tage ses hundrede af parabolantenner – for at vise folk i Ukraine vil orienteres ud over grænsen, og på en bestående betonvæg ses et lille notat om ”Russia out of Ukraine” – og vi føres stille over i naturens bjergvægges smukke alterborge- og kløftfacader, bliver holdende på de knitrende formationer, mens violiner forstærker braget, og klippevæggen bølger og små sten løsnes, og glider ned i langsomt tempo mod bunden og ned i tågen, da skyerne pludselig stiger op over billedet – til vi pludselig er uden musik og ser en fugl flyve igennem to kløfter og alle farver af sort/hvid sættes ind med grønt mos, og en, to sommerfugle flyver op.
Det er forrygende i filmen, vi er på en næsten religiøs rejse med naturskabte ornamenter – og foruden Ukraine er vi også med i ødelagte jordskælvsbyer i det østlige af Tyrkiet, hvor alt der er lavet af beton er ødelagt, men tusindårige broer med smukke buer ses svævende i horisonten – og vi er med i Baalbek-bruddet i Libanon og ser disse klodser i en vægt af over 1000 tons – og hvor Kossakovsky selvfølgelig spørger: Hvordan kunne de lave disse monumenter i de tider? – hvorefter vi ses i filmens hovedperson hr. arkitekt Michele De Lucchis egen have i Norditalien, hvor en medhjælper er ved at lave en cirkel af sten i hans have – ”jeg elsker de runde sten – vil finde én mere – læg´ den det rigtige sted!” – hvorefter han gemmer sig lidt under et træ imens det sner, og to robotplæneklippere, snøfter forbi og nyder civilisationens opståen i egne cirkler. Jeg skal have lavet denne cirkel, som skal stå i evige tider til ingen nytte. Og se jeg finder en cirkel i jorden, mens jeg laver en cirkel.
Jeg kom flere gange til at tænke på sidste års store dokumentarfilm med Anselm Kiefer – som færdedes i et stort rum, og næsten viste os rummet som en stjernehimmel – se stjernehimmelen i de bølgende klipper.
Det er først i Epilogen til sidst han siger noget mere detaljeret – hvad hans mål med vores fremtid, at hvis vi som menneskeart vil leve længe må vi være medskaber i naturen og undgå beton, at vi gennem kunstige byggematerialer går i forfald – det ses ved de missilramte højhuse.
Folk vil nok undre sig over ordet filmens titel ”Architecton” og ikke det normale ”Arkitekt” – men Kossakovsky har fortalt, at Leo Tolstoj i slutningen af bogen ”Krig og Fred” skriver: Store Architecton af naturen, hjælp mig venligst med at komme ud af denne labyrint af løgne - og når du ser filmen, ved du hvorfor.
