Skriv en kommentar
Der er langt imellem film for et erfarent og intellektuelt tænkende publikum. ”Livet er for kort til franske film” hed det engang, og gør det vel egentlig endnu, men formuleres ikke, leves bare. Men pludselig står man overfor en film som den canadiske instruktør Arcands Barbarernes Invasion, og så står problematikken igen lysende klar. Arcand hører til den generation han skildrer, 68-generationen. Det er herligt velgørende, at generationen skildres uden floskler og konventioner.
Denys Arcands filmtitler Det Amerikanske Imperiums Fald (1986. da. Generationen der blev væk) og nu Barbarernes Invasion (2003) er iøjnefaldende. Begge henviser åbenlyst, for de vidende, til Romerriget. Der lægges op til civilisations- og kulturkritik, og det får man også. Det er Vesten der kritiseres. Kritikken er lagt i munden på en række fransktalende, canadiske, intellektuelle venner fra 68-generationen. Filmene skildrer de samme venner med næsten 25 års mellemrum. De forenes først og fremmest i deres seksuelle identitet; når samfundskritikken og samlivsskænderierne hører op, forenes man i talen om det seksuelle. Seksualitetens frigørende kraft er alfa og omega trods alt; den levedes ud i Det Amerikanske Imperiums Fald, i Barbarernes Indtog er den mest minder.
Centralt står Rémy (Rémy Girard), der er og i den anden film var historielærer på universitetet. Hans hedonisme - han dyrkede mad og vin og lå i med diverse studiner og hvad der ellers var for hånden så lang tid den intellektuelle tilgang tilfredsstilledes – lagdes frem i første film, og nu i den anden er den blot erindring, men en livskraftig en af slagsen, på en sådan måde at man forstår, at den er central uanset hvad for vennerne. Sagt på en anden måde er det sanselige det der for Rémy og vel også for instruktøren Arcand bærer igennem, også når man ligger for døden.
Rémy ligger i Barbarernes Invasion for døden i Montreal og sønnen Sébastien tilkaldes. Sønnen har ikke haft kontakt med faderen i mange år; faderens gentagne civilisationskritik og evige udenomsbolleri har ikke givet de bedste betingelser for opvækst. Og dog er det Rémys for længst fraskilte hustru der opfordrer sønnen til at vende hjem. Hun har ikke glemt den kærlighed som Rémy omfattede sønnen med. Sønnen er nu rig oliespekulant i London. Følgelig kan han sørge for, at faderen får en kostbar scanning og enestue på hospitalet. Ligesom han også udenvidere kan betale nogle af faderens tidligere historiestuderende for at aflægge den døende en visit. Ja, han går ikke af vejen for at betale en junkie for at levere heroin til og instruere i hvordan heroinen indtages for den døende – man forstår at morfin er outdated (er det rigtigt?! Hvis det er, hvad så med at lette den sidste del af livet for dette lands døende med heroin!).
Angrebet den 11. september 2001 træder frem på TV-skærmen i filmen, men ingen tager rigtig notits af det, det spiller ingen rolle for personerne – den midaldrende historielærer forklarer dog overbevisende en undrende sygeplejerske at myrderierne i det 20. århundrede er vand ved siden af nedlagtningerne af indianerne i Amerika århundreder tilbage; ingen har lavet et holocaust-museeum for dem! Hvor bliver de følelsesmæssige reaktioner på katastrofen af, og hvorfor forholder denne håndfuld venner sig ikke til angrebet overhovedet? Det lægger man som filmens tilskuer mærke til og fatter det vel ikke rigtig. Men på den måde træder dødslejet frem unikt; det nære overstiger udenvidere katastrofen. Det samme gælder for næste generation; sønnen har travlt med at skabe de bedste rammer for sin døende far, og at sælge olie (den pekuniære forudsætning for at kunne gøre det), ligesom en af vennernes datter Nathalie har travlt med at skaffe heroin både til sig selv og til den døende.
Men Arcand tager notits. Det er her han træder ud af vennecirklen og får egen stemme: 68-erne er døende. De er ikke del af globaliseringen, som børnene for længst er blevet det – sønnen handler med penge over mobilen, datteren sejler Jorden rundt og sender video-mails hjem til den døende, og en af vennernes datter handler som sagt med stoffer der kommer ind fra alverdens lande. 68-erne har derfor ingen føling med det misbrug - penge og stoffer – de vel selv på den ene eller anden måde grundlagde så grundigt for børnene. Omvendt er det den globale generation der med pengene, stofferne og rejserne gør det muligt at forene familie og venner omkring den døende, at give den døende en smertefri død og ja, sågar endelig lader generationerne mødes frugtbart. Ganske godt gået af den ”fortabte” generation, og ganske tankevækkende for de overlevende. I Arcands og 68-ernes optik er barbarerne de globale generationer – men Arcand har i modsætning til sin døende hovedperson et gevaldigt ironisk glimt i øjet.
Arcand ligger dog ikke på maven for generationerne efter –68. Deres misbrug er stort. Men i mødet med den døende 68-generation kan misbruget ifølge Arcand brydes. Ligesom den længsel mod mening i livet, som hovedpersonen i et angstfyldt nu erkender aldrig er blevet opfyldt, måske til sidst forløses i det møde med børnene, som døden giver mulighed for.
Hvis Arcand kan holde formen, og livet ellers arter sig i den rigtige retning, hvorfor så ikke om en 25 års tid, en tredje film om de rigtig gamle 68-ere. Sikken en trilogi, det kunne blive!
Filmen vandt ikke uden grund i Cannes sidste år for bedste manuskript, instruktion og Marie-Josée Croze for bedste kvindelige birolle for sin præstation som den heroinafhængige datter. En Oscar for bedste udenlandske film blev det også til sidste år.
DVD-en har intet ekstramateriale udover en trailer. Men man glæder sig over den fine billedkvalitet, 16:9 formatet og 5.1 surround-lyden.
