Skriv en kommentar
Måske husker du den surrealistiske maler Salvador Dalí med de bløde ure og stumfilmen Den andalusiske hund fra 1929, hvor de slæber rundt med et flygel med et dødt æsel på, skærer et øje over og der kravler myrer ud af huden. Forestil dig så, at Dalí lavede en 2 timer og 39 minutter lang film anno 2022, så har du en idé om, hvad der venter dig, når du sætter dig til at se Bardo – False Chronicle of a Handful of Truths. Den er et fantastisk surrealistisk epos om instruktørens eget liv og hans tanker om det ene og det andet og måske især sig selv og sin rolle i verden.
Silverio (Daniel Giménez Cacho) er en kendt mexicansk journalist og dokumentarist, som for mange år siden har forladt México, og nu inviteres til at modtage en prestigefuld pris i USA, hvor han bor. Dette er et dilemma for ham, da han altid har været meget kritisk over for selv samme land, og det sætter gang i en masse refleksioner over politik, historie og hele mediemøllen. Amazon er netop ved at købe staten Baja California, og Silverio er tilbage i sit fødeland Mexico for en stund.
Vi bringes igennem scener, hvor Silverio inviteres til et talkshow, hvor han nægter at tale, vandrer gennem en tom og mørk by for blot at ende med at klatre op på toppen af et bjerg af døde indfødte, hvor han møder den spanske erobrer Hernán Cortez fra 1500-tallet, ture i metroen med en gennemsigtig plasticpose med amfibier i vand og besøg i hans hus i en ørken, hvor gulvene er dækket med sand. Og meget, meget mere. Sorgen over det afdøde barn Mateo spiller en gennemgående rolle, ligeledes hans andre to teenagebørn, som i filmen hedder Camila (Ximena Lamadrid) og Lorenzo (Iker Sánchez Solano) og hans altid støttende kone Lucía (Griselda Siciliani).
Familien og de vigtige mennesker, han møder, fungerer som spejl for Silverio, som både via deres budskaber og i sine drømmesyn konfronteres med temaer som dobbeltmoral, sin identitetskrise over at have forladt Mexico, sin politiske kritik og sin tendens til virkelighedsflugt frem for handling. Men også med en masse kærlighed og opbakning. Det hele er pakket ind i den ene fantastiske, fantasifulde og humoristiske scene efter den anden, skabt af den kreative mexicanske production design-mester Eugenio Caballero, som også skabte scenerierne og figurerne i Guillermo del Toros Pan’s Labyrint.
Men denne film er ikke en fantasyfilm eller en eventyrfilm, den er nærmere en form for visuel fest af en selvbiografi, som indeholder de elementer og temaer, der betyder noget for Iñárritu, hvad enten det drejer sig om Mexicos historie, familien og kærligheden, immigration eller det at skulle være i rampelyset i en overfladisk medieverden.
Således er alle scener ladet med betydning (ikke altid lige gennemskuelig dog) og hans kærlighed til musik får også lov til at udfolde sig på den spændende lydside, hvor han for eksempel lige midt i et salsanummer på et dansegulv slukker for omgivelserne og springer ud til David Bowies Let’s dance.
Humor, overraskende møder og scenerier flettes sammen, og når man har fulgt Alejandro G Iñárritu fra starten med Love is a Bitch i 2000 over film som Babel, Birdman og The Revenant kan man genfinde både temaer, selvbiografiske detaljer og stilen med lange indstillinger, steadycam og droneoptagelser, der understøtter den drømmeagtige stemning.
'At emigrere er som at dø lidt', har Iñárritu sagt, og den udtalelse er måske god at have med i baghovedet, før man sætter sig til at opleve Bardo – False Chronicle of a Handful of Truths.
