Skriv en kommentar
Daphne Wilder (Diane Keaton) er moren oppe i årene, der selv lever singles livets ensomme stunder, men har sat al sin styrke og kærlighed ind på den yngste datter af tre, Milly (Mandy Moore) for at give hende kærligheden for livet. Milly har det lidt svært overfor mænd, da hun hurtig bliver genert, og griner som en hyæne, er klodset, selvom udseende bestemt er med hende. Hendes voksende catering firma, har krævet en del af hendes opmærksomhed, og har lagt selve kærligheden lidt på is
Men nu med morens ”hjælp”, hvor hun sætter en kontakt annonce i avisen, og ud af en længere audition, skal vælge den rigtige. Valget falder helt naturlige på den noble og meget præsentable arkitekt Jason (Tom Everett Scott), der vil pynte i enhver svigermors sofa. Men en frisindet guitarist på selve stedet, Johnny (Gabriel Macht), har set hele optrinnet, alle bejlerne, og vil også gerne sætte sig selv på listen. Han tager et af Millys visitkort, som moren har liggende, uden Daphne kan nå at gribe ind.
Nu skal mødet sættes i system, og ganske rigtig lykkes det Jason at gøre kur på Milly. Men samtidig dukker Johnny op på hendes arbejde, og hun falder også for ham.
Situationen kommer hurtig moren for øre, og hun prøver at bearbejde Milly til at vælge side, der hvor Jason står.
Hun har sit eget hyr med at holde forholdene separate, og er i en stor følelsesmæssig konflikt, da hun finder begge mænd charmerende.
Værre og bedre bliver det ikke da Johnny opdager at hun ser Jason, heller ikke at moren Daphne pludselig falder pladask for Johnnys far, Joe (Stephen Collins).
Ideen til ”Because I Said So” opstod, så absurd som under et rutinetjek hos tandlægen. Manuskriptforfatteren overhørte en samtale med en mor der var i gang med at arrangere dates for sin datter, uden at hun vidste derom. Og moren var stolt af sit initiativ.
En romantisk, men særdeles tam affære, og ligeså forudsigelig som en forprogrammeret robot. Instruktøren Michael Lehmann, der nok er mest kendt for ”Hudson Hawk, Mestertyven”, har fået et temmelig kedeligt manuskript i hænderne, replikkerne er ikke særlige morsomme, Mandy Moore spiller pusse nusse sødt som fortvivlende og lettere desperat ungmø, hvilket passer fint til genren. Diane Keton er set meget bedre, hendes neuroser giver nærmest neurotisk kløe. Det er ungkarlene Gabriel Macht (Johnny) og Stephen Collins (Joe, faren), der giver filmen lidt rygvind, med deres uindpakket charme og frisk fyrhed. Men der er da også gode memomenter i spillet/sødsuppen, hvor romantikken falder ind, skruer filmen sig helt op til de tre stjerner.
