Skriv en kommentar
Gennem filmhistorien er der lavet mange film, der appellerer til menneskets onde tanker i håb om forbedringer. I 1978 fik vi Michael Ciminos filmDeer Hunter - gå aldrig mere i krig. I 1980 fik vi Ondskabens Hotel af Stanley Kubrick og en bearbejdning af angsten for at møde en gal morder. Og Lars von Trier lavede i 2009 Antichrist - at vi ikke skal lade os styre af religionen.
Men det er sjældent jeg har set en film, der indledes med moralen – hvor der står, at filmen er lavet for at undgå mobning. Ikke kun i Kina, men på hele Jordkloden. ”Vi skal ikke give op. Fortsæt kampen mod mobning” - This is our playground - hvorefter vi hører ambulancen til skolen, hvor skoleeleven sprang i døden – som børnene filmer med deres mobiltelefoner. Det flotte er, at vi ikke ser springet eller den døde, kun at filmens hovedperson Chen Nian (Dongyu Zhou spillet koldt, nærværende) – går hen og lægger en trøje over. Men nu går hun forrest i kamp mod mobning – og det er filmens måde at hjælpe os på – en over to timer lang kamp i det kinesiske samfunds ageren med overklasse og underklasse i det moderne land. Ja, i hele verden.
Vi følger Chen Nians overlevelse med en mor, hun kun taler med i telefon og hendes stræben alene i lejligheden og ønsket om at klare eksamen med højeste karakterer, afgøre fremtidens skæbne og få adgang til universitetet i Beijing for hurtigt at betale sin mors store gæld. Moderen siger på et tidspunkt til Chen, at fordelen ved at blive ældre er, at man begynder at glemme ting. Men de tre piger i tæskeholdet med overklassepigen Wei Lai i spidsen med djævelske mobbemetoder over Chen, som gør, at hun søger støtte hos en arret ungdomskriminel, Xiao Bei (Jackson Yee) – som hele vejen igennem beskytter hende og bevarer hendes mentale ro – de to forsøger at udfylde hinandens tomrum, og fragter hende på motorcykel væk fra pigernes hærgen – først har hun armene løst hængende ned for senere at omfavne ham. Pigernes slogan er: Hvis man ikke mobber, bliver man selv mobbet.
Chen forsøger at glemme traumet, men Wei Lai bliver ved og hun klipper en dag Chens mørke hår af, og en dag bliver Wei Lai fundet død i et jordskred. Man tror, at det Xiao, der har gjort det, da han selv tager skylden, men et overvågningskamera afslører, at Chen ved et uheld kommer til at skubbe hende ned ad trapperne, så vi hører alle knoglerne rasle.
Filmen har mange flotte billeder og mange realistiske øjeblikke – filmen bygger også på en virkelig historie fra Anqiao City i 2011 – og dog synes jeg slet ikke filmplakaten viser filmens mange dilemmaer.
De sidste billeder er meget beskrivende af Chen og Xiao – hvor vi ser hende med hans spejlbillede og omvendt, hvor han kommer med kærlighedserklæringen: Du beskytter verden. Jeg beskytter dig.
Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke mobbe. Du må ikke…..
