Skriv en kommentar
Shu Li Fan er den kønne lejemorderske uden navn eller fortid. Hendes eneste sociale kontakt til omverdenen er den Koreanske kvinde Tante May, der øjensynligt har taget sig af hende siden Shu Li trådte sine barnesko, oplært hende i lejemorder faget, og nu holder hende isoleret fra verdenen, samt leverer de mål der skal elimineres. Og Shu Li er en yderst effektiv og iskold lejemorder. Bogstaveligt talt. Med et frossent følelsesliv og en kropstemperatur langt under det normale. For at føle varme og menneskelighed påbegynder hun et ritual med at spise varme nudler hos den enfoldige nudelsælger Long Shek efter hvert succesfuldt mord. Den intetanende Long Shek giver igennem sine egne barndomserindringer Shu Li de følelser tilbage hun aldrig har haft og en forelskelse er uundgåelig. Men Shu Li’s sidste mord på en stor gangsterboss har berørt dennes bodyguard dybt og han indleder nu en jagt på sin boss morder. Et blodigt opgør står for døren.
Hvis ovenstående vækker minder om franskmanden Luc Besson’s to storartede ”lejemorder-film” Nikita (1990) og Leon (1994) er det ikke skudt ved siden af. Plotmæssigt har Beyond Hypothermia (1996) taget det bedste fra disse to film. Fra lejemorderen hvis omstændigheder tvinger hende / ham til at udføre sit job, men som inderst inde drømmer om at slippe fri til et normalt liv, over den manipulerende mentor og til mødet mellem den kolde morder og den barnlige uskyld / varme menneskelighed (skift her nudelsælgeren ud med pigen Mathilda fra Leon, eller supermarkedsassistent-kæresten fra Nikita).
Men hvad der fungerer for Luc Besson fungerer knapt så godt for Beyond Hypothermia’s instruktør Patrick Leung. Scenerne mellem Shu Li og Long Shek starter såmænd sødt nok men bliver hurtigt krampagtigt rørstrømske og man irriteres over nudelsælgeren der tilsyneladende ikke kan åbne munden uden at sige ”det her minder mig om min barndom”. Eftersom det hurtigt står klart at plottet fungerer så meget bedre for Luc Besson ville filmen nok kun kunne redes af den action, som Hong Kong film er berømte for at kunne udfører med et drive og en elegance langt ud over hvad Hollywood som oftest formår. Men at Patrick Leung i tidernes morgen har arbejdet for en af de store kanoner inden for området, nemlig selveste John Woo (før denne rejste fra byen og blev væk i den amerikanske mainstream) anes kun svagt i to-tre korte sekvenser. Disse fungerer skam udmærket men er langt fra nok til at rede helheden, der dog retfærdigvis skal siges at være glimrende produceret og hænger fortrinligt sammen.
Så skal der afslutningsvis drages en sidste filmisk parallel (og det er uundgåeligt i dette tilfælde) må det blive til den amerikanske genindspilning af Nikita (Kodenavn Nina 1993) med Bridget Fonda i titelrollen. Det var i øvrigt efter at have set denne at Luc Besson besluttede at indspille Leon på amerikansk, for at undgå en tilsvarende massakre. Skal han nu også til at indspille film på kinesisk?
Tre mellem-stjerner for en gang amerikansk mainstream – fra Hong Kong.
Og en enkelt stjerne bliver det til for ekstramaterialet, der ud over en (amerikansk) trailer består af et par skrevne ord om enkelte af de medvirkende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion Film.
