Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Denne dokumentar fra 2008 sætter fokus på brugen af steroider i USA. Med forbilleder som Hulk Hogan og Arnold Schwarzenegger, er man nødt til at have store muskler for at komme frem i verden.
Man kan ikke benægte, at Rambo, Rocky, Hulk Hogan, og the Governator har en vis appel for unge mænd. Hvad sker der, når unge mænd finder ud af at deres helte har brugt steroider? Den unge mand i filmen er lidt ligeglad. Det generer ham egentligt ikke.
Christopher Bells dokumentar er hans første og tager udgangspunkt hans egen barndom og drømme om at opnå noget større end hans forældre. Ikke bare at vokse op, gifte sig og få børn, men blive til noget.
I filmen medvirker hans forældre og to brødre, som begge er bodybuildere og bruger steroider.
Christopher Bell ser i denne film på den amerikanske drøm. Hvordan man kan gå fra at leve på gaden til at bo i en penthouselejlighed i New York. Men hvad sker der når man ikke opnår denne drøm? Man kan vælge at pumpe sig med alle mulige stoffer og opnå succes uden at tænke på konsekvenserne.
Han undersøger brugen af steroider blandt idrætsfolk i U.S.A og man hører historien om hvordan idrætsfolk til OL fik specialfremstillet steroider, så de kunne slå den store fjende Sovjetunionen.
Dengang var det en naturlig ting at tage steroider, fordi det var en måde at besejre fjenden på.
”Jeg vil hellere være død end ordinær,” siger Christopher Bells broder Mike. Han har intet svar på spørgsmålet om, hvorfor det at være normal er så forfærdeligt.
Man ser bla. den detroniserede Tour de France vinder Floyd Landis, som fik frataget sin sejr, efter han blev testet positiv for doping. Han hævder stadig at være uskyldig.
Et andet eksempel er golfspilleren Tiger Woods, som fik en korigerende øjenoperation, for at kunne se skarpere. Kan man på en måde kalde det doping eller snyd?
Filmen er hverken pro eller anti-steroider. Den giver plads til alle argumenter, både for og imod dem. Men den pointerer, at det ikke er bevist at nogen endnu er døde af at tage steroider Man får øget hårvækst, akne, mindre testikler og andre mindre bivirkninger, men ingen er døde af det. Dette bliver nævnt selvom en tidligere bodybuilder hævder, at steroider er årsagen til hans hjernetumor og at forældrene til en 17-årig, som begik selvmord hævder, at steroider var skyld i sønnens selvmord.
Christopher Bell argumenterer med grafer som viser hvor mange der hvert år dør af diverse årsager.
F.eks. dør 435000 af alkohol mens kun 3 beviseligt er død af steroider.
Dette er Christopher Bells første dokumentarfilm og man må sige at han slipper utroligt godt fra det. Han forstår at opveje både ja og nej argumenter i stedet for bare at lave en film, om hvor skadelige steroider er. Han har samme stil som Michael Moore, men han prøver ikke som Michael Moore ofte gør, bevidst at gøre interviewofferet til grin eller pinligt berørt. Man kan se, at han spørger af ægte interesse og ikke bare for at få sin egen agenda frem, som Michael Moore ofte kan have tendens til.
Jeg håber, at denne dokumentarfilm ikke er den eneste Christopher Bell laver, da han besidder den nysgerrighed, det talent og humor der kan gøre ham til en stor dokumentarist.
Dette er USA. Vi er den største nation i verden. Man kalder os en nation på steroider, men hvad er bivirkningerne? For mig og mine brødre er steroider ikke problemet. De er kun en bivirkning ved at være amerikaner.
