Skriv en kommentar
Jeg havde ikke den helt store idé om, hvad der ville vente mig angående “Bird”. Andrea Arnolds værker er jeg nemlig lidt on and off på. Skåret helt ind til benet, så er jeg rigtig glad for “Fish Tank” og “American Honey” samt Arnolds inciterende instruktørjob på anden sæson af “Big Little Lies”. Resten af Arnolds værker? Tja, der er jeg mere lunken og lidt la la i det. Men man må sgu give damen, at hun har sans for coming-of-age-genren.
“Bird” vil samme vej, for her møder vi 12-årige Bailey, der ikke lige er high on society. Hun bor i en forfalden bygning med sin far Bug, der ikke har meget øje på andet end sin blot tre måneder gammel flamme, som han allerede har friet til og står nært foran et giftemål. Frustreret over farens beslutning om at lade sig gifte så kort inde i et forhold og sammenbidt over udsigterne til at blive yderligere sekunderet stikker Bailey af.
Efter en overnatning på en mark møder Bailey den mystiske mand Bird. Han er glad, umiddelbar og anderledes rolig og nærværende. Det stik modsatte af, hvad Bailey ellers færdes omkring. Bird leder efter sit familiære ophav, og Bailey tager stafetten op og hjælper Bird. Sammen opstår en symbiose af omsorg, for Bird har brug for Bailey, mens Bird er god for Bailey. Da Baileys familie er på sammenbruddets rand og ender ud i vold, kaos og panik, så står Bird klar til at hjælpe Bailey som en gestus i retur. Birds navn er nemlig ikke nogen ren og skær tilfældighed.
Det er arkebritisk, det er beskidt og primitivt, det er social arv, når den er værst. Mit i al ragnarok dukker supporten op, når man mindst venter det. “Bird” er et vidnesbyrd på, hvad den menneskelige krop og det menneskelige sind er i stand til, når man står i lort til halsen. Understøttet af et glimrende cast i form af Nykiya Adams som Bailey, Franz Rogowski som Bird og Barry Keoghan (The Banshees Of Inisherin, Saltburn, Dunkirk) som Bug. Arnold tilføjer en syret dimension til filmen, som er ganske overraskende, men som måske også kan få seere til at rynke på næsen. Hvorfor splitte et socialtrealistisk drama ad med fantasivæsner kunne man med rette spørge? Kun Arnold har svaret, og udfaldet er meget typisk alligevel. Med Arnold bag roret får man aldrig helt, hvad man gerne vil have - på godt og ondt.
“Bird” er en poetisk fabel om at leve mens man overlever. Den kommer nok til at dele vandene, da den på den ene side er en utrolig vigtig film, men også tilføres en skæv satire og flerlagsfiktion. Det er ikke Arnolds frommeste værk, og det er ikke gennemgående godt alt sammen. Til gengæld er den interessant som bare helvede. Og er du til Blur, The Verve og Coldplay, så find bare smilet frem. It really could happen…
