Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Pete Grey er kok. Kok med eget tv-show og en alt i alt en lovende karriere for sig. Men naturligvis lurer der en orm i æblet. Først og fremmest må han finde sig i sin medværts tåbelige vittigheder og den ydmygelse han som professionel kok og seriøs fortaler for gode råvare, føler at hun udsætter ham for. Værre bliver det da en berygtet blogger på nettet giver både Pete, hans resturent og tv-show en stribe ualmindelige dårlige anmeldelser. Faktisk er bloggeren J.T. Franks kendt for velskrevne og overordentligt perfide anmeldelser skrevet for udelukkende kritikkens skyld.
Men Pete har en fortid. En fortid der startede med en storebror der legede lige lovligt voldsomt med ham, med det resultat at Pete i en alder af ca. 10 år slog ham ihjel. Lige siden har Pete følt at han skulle kæmpe mod en overmagt og da J.T. Franks sidste anmeldelse bringer hans karrier i fare, reagerer han med at kidnappe Frank til en ensomt beliggende hytte – for nu skal Frank genskoles.
Hvis ideen om en galning der kidnapper uskyldige ofre til genskoling lyder bekendt er det fordi man har set bl.a. ”Saw” filmene. Men hvor Saw først og fremmest kørte på ekstremt blodige splatter-sekvenser er Bitter Feast langt mere en psykologisk lille thriller. Skal man sammenligne med andre film af samme skuffe er et langt bedre bud Roman Polanskis fine ”Death And The Maiden” fra 1997 hvori SigourneyWeaver spiller over for Ben Kingsly som kvinden der vil tvinge en tilståelse ud af sin (måske) tidligere torturbøddel. ”Death And The Maiden” var oprindeligt skrevet til teater og velegnet dertil da også den foregår i en ensomt beliggende hytte hvor samspillet mellem offer og bøddel er det bærende element. Og således kunne ”Bitter Feast” i princippet også fungere som et fint kammerspil på et lille teater. Men så stopper sammenligningen også.
For hvor “Death And The Maiden” kørte rent på det psykologiske der falder ”Bitter Feast” desværre over i gyserfilmens mere velkendte klicheer især hen imod slutningen. Og det er en skam. For jeg kan ellers godt lide filmen. Den underholder hvilket er dens primære mission og de to ret ukendte hovedrolleindehavere gør det fortræffeligt til lejligheden. At den er lavet på et ekstremt lavt budget af praktisk taget en lille flok venner mærkes ikke på kvaliteten men gør den faktisk mere sympatisk. Den bliver heldigvis aldrig en teenage-splatter som Saw men er næsten sin egen hvilket er et stort plus i min bog når vi taler om den konstante strøm af ”straight to dvd” okkulte eller blodige gyserfilm der fylder markedet, for når alt godt er sagt er det på denne hylde du finder ”Bitter Feast”.
Fire fine stjerner fra mig, genren taget i betragtning.
Og tre stjerner går til ekstramaterialet der består af:
Syv minutter hvor instruktøren/forfatteren Joe Maggio interviewer en kok.
En håndfuld trailere
En slettet scene
En 30 min. Lang bag-om-kameraet hvori vi bl.a. lære at det var en anmelders perfide tilsvining af en Gordon Ramsey rasturent og forfatterens tankespind over hvordan en tikkende bombe som Ramsey kunne reagerer hvis han blev presset for hårdt. Men det havde vi jo gættet … ikke?
En alternativ slutning som overraskede ved at den slutning der bliver brugt i filmen både er bedre og langt ”modigere” set med standard Hollywood brillerne på.
Another World Entertainment.
