Skriv en kommentar
Åbningsscenen begynder med et ultranært close-up af Yan Shuo’s (spillet af Xilun Sun) hænder. Han holder fast med begge hænder i en stang/bare og er ved at teste sin styrke og udholdenhed indtil han bliver ramt i baghovedet af Tu Wei’s (spillet af Muran Lin) basketball på gymnasiets sportsplads. Det ’fysiske’ sammenstød i åbningsscenen mellem de to drenge bliver det første af flere sammenstød af både mere voldelig og manipulerende karakter hele filmen igennem. Filmens dynamik og kimen til den voldelige/manipulerende udvikling mellem Tu og Yan afsløres allerede i åbningsscenen på tre minutter, hvor ganske få’ ord udveksles mellem de to hovedpersoner ellers er det ansigts- og kropssproget, som kameralinsen stiller skarpt på.
Tu og Yan er som to modsatrettede sider af samme mønt. Tu er fra et velstillet og højtuddannede hjem og elsker at spille computerspil og gå til fægtning, hvor Yan er enspænder, gådefuld og har en alkoholiserede og voldelig far. De to drenges kemi er anspændt og fra begyndelsen udspilles et indviklet tankespil mellem dem, hvor ord ikke er tilstrækkelige, men lange pauser. De stirrer på hinanden og mentalt spiller de skak og afventer det næste træk hos den anden.
Efter Tu har ramt Yan i hovedet med en basketball og taget ham med til skolens sygeplejerske, inviterer han ham med hjem for at spille computerspil. På opfordring af Tu’s mor (spillet af Ke-Yu-Guo) bliver Yan til aftensmad og Yan udfylder den fjerde stol om middagsbordet, som ellers står tom. Yan betragter Tu og hans forældre og deres moderne hjem indrettet i en futuristisk højteknologisk stil og bagtæppet er klassisk musik af Bach, Mozart, som står i stærk kontrast til filmens elektroniske lydunivers og musikalske virtuelle rum komponeret af den danske komponist Toke Brorson Odin.
Efter Yans første besøg hos familien-Wei er efterfølgende scene nærmest hentet fra en gyserfilm, hvor seriemorderen er ved at udse sig sit næste offer. Scenen er skudt i halvmørke og taget i frøperspektiv og Yan er filmet med ryggen til publikum. Han står og ser op på Wei-familien store luksuslejlighed i det fine urbane kvarter og planlægger sine næste skridt, hvordan han kan krybe ind under huden på Tu’s forældre og som en anden gøgeunge gøre afstanden mellem Tu og hans forældre endnu større og overtage deres søns plads. Hr. og fru Wei øjner i stedet for muligheden for en familieforøgelse med Yan, som pludselig bliver forældreløs. Den fjerde stol ved spisebordet ville så ikke længere stå tom ved siden af Tu.
”Brief history of a family” (da. titel “Blod og vand”) er ikke en kritik af Kinas middelklasse, mere en tragisk skildring og kritik af de betingelser, som kinesiske borgere har måtte indordne sig under for at kunne bo i deres eget land. Den kolde, glatte og højteknologiske arkitektur er med til at skabe en anonym metropol i filmen, hvor tomheden som en skinnende overflade spejler menneskenes liv i komplekse familieforhold, selvom familiekonstellationerne i tre årtier oftest bestod af tre ligesom familien Wei.
