Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Jeg har i en tidligere anmeldelse på denne side slået på tromme for, at Steven Seagal skulle trække sig tilbage – om ikke andet, så i hvert fald lade være med at lave kampsportsfilm, hvor han selv er udøvende. Nu kan jeg så passende foreslå en potentiel arvtager, efter at have haft fornøjelsen af Blood and Bone.
Hovedrolleindehaveren, Michael Jai White var for mig et ukendt navn, men lidt informationssøgning fortæller, at han trods alt ikke er et helt ubeskrevet blad, i det han både har været med i Steven Seagal og Van Damme film, været superhelt i Spawn og leget Mike Tyson.
I Blood and Bone får han lov at være hovedpersonen og uddele tæsk til højre og venstre. Det ser han unægtelig også ud til at være god til, og atter lidt informationssøgning viser, at han behersker 7 forskellige kampsportsarter – og vi snakker så om den virkelige verden. Dertil er han bygget som en middelstor bodybuilder og har i øvrigt udseendet med sig. Altså: her er potentialet til en ny stjerne på kampfilms-scenen.
Blood and Boone starter super ud; Vores hoved person, Bone, befinder sig af uvisse grunde i fængsel, hvor 7 grumme fyre (eller ca. deromkring) har besluttet sig for, at der skal uddeles lidt håndmadder. Bone vender sig stille om, fortæller anføreren i gruppen, at han nu vil tælle til ti, og de så skal fise af, inden de får klaps. Det modtages med munterhed, men resultatet er givet på forhånd. Inden længe ligger de 7 på gulvet og ømmer sig (jeg har tit undret mig over, at den sidste i køen til at få tæsk, altid optimistisk kaster sig over helten, når nu han har set hvor let de andre klapses, men ok…)
Sådan! Stilen er lagt, og man ved, at der er gøre med en hovedperson, der kan sit kram.
Dernæst til selve historien. Bone kommer ud fra fængslet, lejer sig ind på et værelse, og går straks i gang med gadekampe, godt hjulpet på vej af originalen Pinball. Bone er selvfølgelig alle modstandere overlegne, og inden længe har han også fået gjort sig uheldigt bemærket hos den lokale gangster, James, og hans kumpaner. James har kolossen Hammer i sin stald og det kommer også til opgør mellem ham og Bone.
Bone har ikke overraskende en skjult dagsorden, og gadekampene er da også kun et middel til at nå målet, som ikke skal afsløres her. Så selve plottet er ikke nyskabende, men også underordnet, da det her kun handler om at få sat White i scene, så han kan få sparket røv på nogle skurke. Det traditionelle setup med den enlige hævner, som ingen kender og et motiv, som helliger midlet fungerer glimrende. White kan flyvesparke så fuglene synger, let og ubesværet ser det ud, og til tider ser det også ud som om, han nyder det. Men troværdigheden er i top, så længe man kan abstrahere fra de overdrevne lydeffekter. Modstanderne er karismatiske og underholdende og kampscenerne godt koreograferet.
Filmen har dog to grundlæggende problemer. Filmens skurk, James – spillet af Eamonn Walker, har mere personlighed i lillefingeren end White har i hele kroppen. Og der skal altså arbejdes lidt med udtrykket i stilen for at skabe en rigtig supermand. Sparke og slå, det kan White, men hans personlighed minder en del om en grå efterårsdag i Ølstykke. Den er ikke rigtigt til stede. Der har man nok erkendt og nedtonet replikker og skuespil og ladet White agere den tavse mand, der lader næverne tale. Fint nok, men det er lidt uheldigt, når modstanderen gang på gang stjæler billedet. Læg dertil, at White kommer alt for nemt igennem kampene. Ok, at et par stykket bliver smasket med ét slag undervejs, men så forventer man også, at der må være en dusør i form af et par gevaldige finaler. Filmen bygger også op til det (igen helt traditionelt), men skuffelsen er til at tage og føle på. Enten er klipningen gået helt galt, eller også skulle man skynde sig og lave filmen færdig, for White når dårligt at få sved på panden, før topmodstanderen er onduleret.
Superærgerligt, da sådan en 15 minutters kamp lige er hvad der skulle til, for at filmen kunne blive en nyklassiker indenfor kampsportsfilm. Nu lander man på en film en del over gennemsnittet, men med masser af uforløst potentiale. White har helt sikkert både evner og format til at overtage arven fra Seagal og Van Damme og lur mig, om vi ikke kommer til at se flere cirkelspark fra ham indenfor den nærmeste fremtid. Jeg har under alle omstændigheder noteret mig navnet nu, og skal nok holde øje med fremtidige udgivelser.
Filmen er venligst udlånt af: Warner Home Video.
