Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Som fader så søn. Det lader til at være mantraet for drengene, der er vokset op i familien Reagan. De yngste i familien begynder imidlertid at stille spørgsmål, at udfordre forældre- og bedsteforældre-generationernes autoritet og erfaring. Diskussioner og modsætninger, der imidlertid aldrig bevæger sig ud i smertefulde opgør eller traumatiserende oplevelser, da familien trods udtalte forskelle i karaktertræk er det stærke bindemiddel, der i plottet sørger for sammenhold – og som set udefra aldrig bringer os foran fjernsynsskærmen neglebidende ud på kanten af stol og/eller sofa af spænding.
Udover de ret konservative familiedyder byder serien på sager, der derfor aldrig bliver alt for dramatiske og blodige – i et setup, der trækker tråde tilbage til serier som Police Squad, NYPD Blue og ikke mindst Hill Street Blues. En noget rutinepræget serieproduktion, hvis manuskripter tager afsæt i en lidt for tydeligt gennemskuelig skabelon.
Forbrydelser har det med at opstå eller finde sted, hvor der tilfældigvis er en Reagan på stedet eller lige i nærheden. Det kan gælde efterforskning for at finde en ’mole’ hos narkopolitiet, indgriben i voldelige overfald på handlende, beskyldninger om at have skubbet en mistænkt ud af vinduet – eller opfølgning på en antagelse om, at der står antisemitiske grupperinger bag mordet på 3 jøder.
Historierne når aldrig helt at folde sig ud, da de kun strækker sig over den enkelte episodes ca. 45 minutter. Så bortset fra familieforholdene, der af gode grunde flytter med fra episode til episode, når man aldrig rigtigt at blive suget ind i et handlingsforløb. Til gengæld kan det være interessant at bemærke forskellene i synet på retfærdighed - og det politiarbejde, der skal til for at opnå den – hos bedstefar Henry, spillet af Len Carou, hos Henrys søn Frank, spillet af en efterhånden moden Tom Selleck og hos Franks 3 børn.
Sønnen Danny repræsenterer det hårdkogte men i øvrigt grundlæggende retskafne kriminalpoliti, Jamie er den så godt som grønne betjent, der først har fundet ’kaldet’ efter at have færdiggjort studier på Harvard og endelig datteren Erin, som arbejder for anklagemyndigheden. Da børnenes far desuden er politikommissær – og derfor færdes på helt anderledes bonede gulve end hans 2 sønner – kan plottet hele tiden trække på de ’tilfældige’ relationer, som hele tiden leder tilbage til middagsbordet hos familien Reagan.
Jeg kan ikke undgå at tænke på, hvordan familien selv og de instanser, som den enkelte arbejder eller HAR arbejdet for, forholder sig til familierelationen. Vil opklaringsarbejdet og den efterfølgende retsforfølgelse ikke blive påvirket af, at 2 eller flere fra familien Reagan er involveret i samme sag?
Anyway, Blue Bloods er kompetent filmet og klippet, men plottene og dialogerne bliver som nævnt aldrig rigtigt farlige. Som krimi må serien derfor betegnes som ufarlig, lettilgængelig, letfordøjelig og let glemt familieunderholdning.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount.
