Skriv en kommentar
CJ er en effektiv og ihærdig ung forretningskvinde. Casey er en arbejdsløs ung mand, der tilbringer de fleste dage henslængt i sin sofa – når altså han ikke har gang i sin spillekonsol med ét eller andet drabeligt spil. Han kommer til jobsamtale hos Versa Corporation med CJ på den anden side af bordet. Efter en yderst bizar samtale rækker de begge ud efter makulatoren, da CJ vil lade Caseys CV blive splittet til atomer. I samme øjeblik brænder makulatoren sammen og vupti har CJ og Casey byttet krop.
Herfra går handlingen ud på at bringe dem begge ud i pinagtige situationer, hvor CJs og Casey vante omgivelser ikke kan greje, hvorfor den person de kender pludselig opfører sig temmelig aparte. For eksempel da Casey på feminin vis slynger et håndklæde om håret og et andet tæt om sin krop og går ind til sin bror Roy, der er ved at bryde sammen af grin.
Der er nu ikke så meget at grine af. ”Body Swap” er et eksempel på en film, der på den side har en ide – godt nok en tidligere grundigt gennemprøvet én af slagsen – og som på den anden side ikke formår at løfte potentialet i personkarakteristik, handling og humor. Jimmy Custes, der selv spiller Casey, har skrevet manuskriptet. En mere striks kritik og feedback på skitseplanet kunne måske have hævet niveauet. Gunner Willis spiller Caseys bror men han er der bare. Han har ikke en karakter, en karisma, om I vil, der giver mening. Ella Jordan spiller CJ – og gør det i grunden rimeligt. Særligt i situationerne efter makulatoruheldet - hvor det i virkeligheden er Casey inden i … - ser man noget, der kommer i nærheden komiske forviklinger, men der er ikke meget motion for smilebåndene.
At de to hovedpersoner er absolutte modsætninger, er indlysende, men det er langt fra overbevisende, at de ender sammen som par. Der kunne være kommet langt mere komik ud af, at CJ og Casey lever videre i deres kroppes vante omgivelser men med den anden inden i end tilfældet er. Deres opførsel ender med bare at være kejtet og pinlig. Om end CJ – dvs. med Casey inden i – trods et forsøg på at skræmme en mulig japansk køber væk ender med at opnå markant højere japansk bud, hendes opfattelse ellers så småt havde indstillet sig på fyring og på at pakke sit grej.
Der er noget uengageret over personinstruktionen af de to modsætninger. På samme måde forekommer klippene mellem afslappede reality-TV-agtige interviews, hvor parret ser tilbage, og CJs og Caseys kejtede opførsel i for deres personlighed aldeles uvante omgivelser pludselige og umotiverede. ”Body Swap” er så langt fra et dybdeborende psykologisk drama, som man næsten kan komme. Jeg skal ikke afvise, at stilen og humoren kan have gennemslagskraft over for et yngre publikum, men filmen har ikke overbevisende appel på vore breddegrader.
