Skriv en kommentar
I sin barndom boede Laura på et børnehjem, som hun har mange glade minder fra. Mange år efter beslutter hun sig for, at flytte tilbage på det nu nedlagte børnehjem sammen med sin mand Carlos og hendes adopterede søn på 7 år Simón. Hendes plan er at genåbne børnehjemmet for en lille gruppe handicappede børn. Der går ikke lang tid før Simón får usynlige venner, men forældrene anser det som meget normalt grundet isolationen. Simón ved ikke at han er adopteret og tilmed dødelig syg, men en dag gør han oprør mod forældrene, da han påstår at hans usynlige venner har fortalt ham det. Mystikken tiltager en dag hvor Simón forsvinder, og de sære lyde i det store hus bliver stødt højere og mere voldsomme.
”Børnehjemmet” er instruktøren Juan Antonio Bayonas første spillefilm, og med lidt hjælp fra mesteren Guillermo Del Toro (”The Devil’s Backbone”, ”Hellboy” og ”Pans Labyrint”) som producer, er dette en enestående og overvældende debut. ”Børnehjemmet” er en klassisk spøgelseshistorie, som minder mere om gyserfilm fra 60’erne og 70’erne (instruktøren har hentet inspiration fra film som ”The Innocents”, ”Susperia” og ”The Haunting”) frem for dem i dag, både i kraft af manglen på utallige blodige scener men også pga. filmens fokus på den gode historie og dens karakterer. Filmen har en solid og grundig opbygning, der er med til at fastsætte stemningen og give sine karakterer et troværdigt grundlag. Denne opbygning og fortælleteknik er ikke langtfra Del Toros ”The Devil’s Backbone” og det mener jeg bestemt som et kompliment. Nu når jeg har placeret filmen i sin genre, kan jeg lige så godt begynde at lade komplimenterne komme, for dette er muligvis den mest gennemførte og skræmmende gyser i dette årtusinde. Selvom filmen gør stor brug af klicheerne indenfor genren, formår den alligevel at forny disse på sin helt egen måde og skabe en konstant utryg og foruroligende atmosfære. Der går ikke meget mere end et minuts tid, før man ved, at der rumsterer noget under overfladen, og når man når frem til klimakset, har man allerede været igennem stort set alle menneskelige følelser, og er ivrig efter næste gensyn. En film så tro mod sin genre og alligevel samtidig så nyskabende ser man sjældent.
Selvom ”Børnehjemmet” ikke ligger skjul på Del Toros indblanding, som faktisk mest er af personlig interesse og økonomiske årsager, er Bayona ikke blot en efteraber. Han har igennem kortfilm og musikvideoer tidligere vist sine personlige egenskaber, og med en film der er så ”hypet” som denne, har han uden tvivl en stor karriere i vente. ”Børnehjemmet” er dog en af de få film, der lever op til sin ”hype”, og selvom meget af det amerikanske publikum måske ikke vil forstå meget af filmen, er kritikerne allerede i gang med at rose instruktøren til skyerne, der nok giver ham store budgetter at lege med i Hollywood fremover. Dette er nemlig en film der viser hvad manden kan, og udover at skabe fantastiske og stemningsmættede billeder, har han også rigtigt godt styr på sine skuespillere.
Hovedrollen som Laura spilles af Belén Rueda, som allerede har vundet priser for sin præstation i den fantastiske ”Mar Adentro”. Rueda spiller sin rolle med en sjælden intensitet, der klæder rollen glimrende. I øvrigt er det også bemærkelsesværdigt, at man ikke har fokuseret så meget på make-up, og får det grimme frem i en ellers køn kvinde som Rueda i de mest hektiske scener. Ting som disse er med til at sætte filmens tone, og det er netop detaljerne der gør ”Børnehjemmet” så gennemtænkt. Rollen som Carlos spilles af Fernando Cayo der ligeså leverer en fantastisk præstation, om end mere subtilt og underspillet end Ruedas. Simón spilles af Roger Príncep, og han gør det bedre end langt de fleste børneskuespillere derude. Efterhånden er kravet så stort til børneskuespillere, at det må være svært at opdage nye talenter, men Príncep har hvad der skal til.
Hvis du skal se en gyser i dette årti, er ”Børnehjemmet” mit bedste bud. Jeg betvivler at der dukker en bedre film op indenfor genren i løbet af de næste par år, da de både i Hollywood og Asien er gået i tomgang. Ligesom ”Ringu” i 1998 genoplevede gysergenren, gør ”Børnehjemmet” det ligeså på den allermest forunderlige vis. Jeg er selv en garvet gyserfanatiker, men alligevel gav ”Børnehjemmet” mig en god portion chok, men mere vigtigt fik jeg kuldegysninger, især i en scene der mindede mig om klassikeren ”Poltergeist”. Jeg kan slet ikke lade være med at give filmen her topkarakter, for lige siden jeg så den, har den været i mine tanker, og jeg kan ikke vente med at komme ind i biografens mørke, og lade mig suge ind i historien igen.
