Skriv en kommentar
Det er altid rart, når lysten og entusiasmen driver værket. Og det er netop tilfældet i spillefilmen "Brutal incasso", der er lavet uden noget nævneværdigt budget, men med frivillige folk og diverse sponsorater som hovedkræfter.
Når man anmelder en film som denne, er det derfor kun rimeligt, at havde netop dét in mente.
Filmen handler om de to meget uheldige inkasso-folk Jim (Claus Lund) og Michael (Kim Sønderholm), der kommer så grueligt galt af sted. Først slår de uheldigvis en mand ihjel, da skal opkræve de penge, som han skylder den bistre boss LC (Allan Hotchkiss).
Og så strammes skruen for alvor om det betuttede makkerpar, for den onde boss kræver nemlig sine penge tilbage, ellers sker der frygtelige ting, lover han.
Jim og Michael kaster sig ud i en hæsblæsende jagt for at skaffe pengene – fra et besøg hos den senile gamle bedstefar (Ole Ernst) med en god sum penge på kistebunden til et godt gammeldags bankrøveri i bedste Olsen Banden-stil.
Det hele slår selvfølgelig fejl, og eneste udvej er at ringe til Michaels alternativt begavede bror, der har bagagerummet fyldt med brutale våben.
Men er det nu en god idé?
Filmen lider naturligvis under, at det har været småt med penge og udstyr ligesom det heller ikke er de flotteste locations, og af og til kommer man til at tænke på små drenge, der render og leger røvere og indianere på en skrotlegeplads.
Men under omstændighederne tilgiver man hurtigt de ringe midler og griner over de sjove replikker, de gode påfund og pointer. Hatten af for et initiativ som "Brutal incasso", som filmdrengene har tryllet ud af den blå luft, netop drevet af deres lyst til at lege med film.
Ambitionerne fejler ikke noget, og flere gange er den spøjse ping-pong dialog helt på højde med dem, vi f.eks. har oplevet i "I Kina spiser de hunde" eller "De grønne slagtere". Filmen vinder også ved de mange sjove bifigurer og ved den kreativitet, der udvises, når budgettet er så stramt, at det truer med at kvæle filmen.
Der er nogle kræfter på spil her, der vil igennem. Samtidig mærkes en sjov distance til dét der med at lave film. Parodierne på de store Hollywood-film med knald og brag og det endelige opgør fungerer rigtig godt, fordi de er lavet med tungen i kinden. Vi griner og nikker anerkendende: jo, vi ved også godt, at det her ikke er en Hollywood-film. Men det ligner, og vi er mindst lige så godt underholdt.
"Brutal incasso" er et begynderprojekt, som instruktøren Jonas Kvist Jensen og hans folk sagtens kan føle sig stolte af. De er godt på vej, og det rå talent skal nok blive slebet til i takt med, at den unge instruktør finder sit særegne udtryk og får mere greb om instruktørrollen – særlig når det gælder instruktionen af skuespillere og grebet om dramaturgien.
Flere valg i filmen virker underlige og indforståede, f.eks. er det mig til stadighed en gåde, hvorfor filmens titel konsekvent staves forkert. Men fred være med det. Det er tydeligt, at filmen er lavet af folk, der har haft det rigtig sjovt sammen, og som virkelig har lyst til at lave film.
Der er meget at lære endnu, og der er lang vej til at en ny, autodidakt Nils Malmros eller Aage Rais ser dagens lys. Men jo – det skal nok blive godt. Rigtig godt endda. Det kan godt være, at lysten driver værket – men øvelse gør mester.
